Efter på vejen til Haderslev at have passeret fx Hamborg og Lybæk er det glædeligt at være tilbage i et land der tager øl og hygge alvorligt og ikke skal blande det sammen med hverken sex eller mad. De gode tyskere er efterhånden faldet i samme hul som resten af det kontinentale Europa, og det er ikke længere til at opdrive et hyggeligt sted hvor man bare kan sidde og drikke en enkelt øl alene eller få sig en snak med sidemanden. Man skal næsten helt frem til grænsen før civilisationen nås ved den fremskudte forpost hos Onkel Jule i Flensborg. Haderslev er også ramt af spisedillen, men kan dog levere et par solide værtshuse blot beregnet til hygge. Om Uptown/Downtown (navnet afhænger af hvilken side af skiltet man står på) er et af dem, er måske tvivlsomt, men øllet er afgjort billigt, og folk er lige så afgjort ganske fulde. Og der er en livlig aktivitet, for gæsterne løber frem og tilbage mellem billardet og fjernsynet for mellem hvert stød med køen at følge med i om bokserne på skærmen har fået sat deres stød ind. Jo mere forslåede de bliver, jo større er sagligheden om kampens udfald. Hvis kapitalens logik har udryddet de klassiske bodegaer i indre Haderslev, så har en enkelt til gengæld overlevet her syd for floden/vandløbet/fjorden. Men en vis fornyelse er der alligevel kommet til idet en indvandrer har overtaget stedet, og han og hans bekendte integrerer sig oppe ved baren hvor de ryger og drikker Cola og Schweppes. Men kan man være tryg ved en bartender der ikke drikker alkohol? Tilsyneladende ja, folk ser i hvert fald ikke ud til at have planer om at gå hjem de første par år; så er man til god øl til billige priser, tæt tobakståge og boksning i fjernsynet, er der i Haderslev fine forhold. Dankort.
|