Midt imellem København og Odense ligger den røde rubin, lige ved Slagelse jernbane; og der havde Kbhguide sat Tv2-nyhederne stævne til reportagen af den epokegørende begivenhed: Kbhguide anmelder Slagelse. Men den Røde Rubin ville ikke have TV indenfor, og hvem forstår nu det? For efter at have klaret formaliteterne andetsteds er vi nu endt på selvsamme Rubin, og det er et sted der fortjener at blive berømmet som et klasseetablissement. Udsmykningen er vidunderlig bordelskarlagensrød med både tresserkunst og en plastikfodbold med vikingehjelm på, og musikken er ligesom den fysiske atmosfære af bedste fortidige folkelige type som passer fint til selskabet af afslappede byboer der med stor sikkerhed ikke betragtes som en del af Slagelses bedste borgerskab. Vi kan kun dårligt skelne Rubinen fra den hedengangne Nørrebros Stjerne og andre hæderkronede dinosaurer som heltemodigt har forstået at man ikke for enhver pris skal bøje sig for tidens flygtige krav. Og så har vi endelig langt om længe fået løst mysteriet om hvordan man får en god aften i Korsør: Man tager toget til Slagelse.
|