Enhver købstad med respekt for sig selv bør have en Restaurant Postgaarden hvor man kan forestille sig selv at de rejsende gennem århundreder har kunnet puste ud inden de med et frisk spand af heste skulle videre ind mod København eller med færgen over sundet til Hornsherred, Holbæk, Kalundborg og Århus. Og sådan er Postgaarden i Frederikssund faktisk. Her er hyggeligt og smukt i det gamle skæve hus, og så koster bajerne oven i købet kun en tredjedel af hvad de gør på Hviids Vinstue eller andre sammenlignelige steder i storbyen. At den lokale befolkning netop hænger her, er altså ikke overraskende. I aften trives branderterne her; nogle råber bare op, og en enkelt dame kan simpelt hen ikke holde op med at danse. Eftersom der ikke er et dansegulv, kan det godt blive ret anstrengende at have hende hoppende op og ned ad sig, men der skal jo være plads til alle. Skiltningen respekteres dog; i hvert fald står Baptisternes Hjørne tomt selv om værtshuset er pænt fyldt op med alskens godtfolk der næppe er baptister. Men synden trives ikke her af den grund, faktisk læser en af tværbjælkerne over portalen mellem lokalerne de moralske og sympatiske fyndord: 'Tal høfligt • Voldtag ikke kvinderne • Betal hvad du skylder'. Udsmykningen er smuk med gamle stik og tegninger over sundet og andet hyggespredende tingeltangel, og vi giver derfor også en smuk karakter til Frederikssunds bedste værtshus. Afdæmpet båndoptagermusik.
|