Nivå Centret er sikkert i dagslys et nydeligt sted i samme stil som alle andre centre, altså med et lille torv med slagterbutik, Silvan og Snehvide. Hvis man, som anmelderne og formentlig en hel del af gæsterne, kun kender det i mørke og inde fra Mødestedet, kunne man imidlertid godt få det indtryk at det store fine center i virkeligheden er et faldefærdigt brændeskur på den usleste jyske hede. Med robust egetræsinventar, trækonstruktioner på vægge og i loft, tryk på popmusikken, bonderøve i baren og slumrende invalidepensionister ved bordene opfylder dette miljø formentlig forstadsmenneskets drøm om at opsøge sine rødder og i deres skygge (hvis man tillader en lidt ugeometrisk metafor) at opleve en enklere, mere rustik tilværelse fra før Snehvide rykkede ind i Nivå Centret og gadebanderne begyndte deres hærgen. En sådan tilværelse må jo logisk, hvis den skal være noget værd, indeholde rigelige mængder øl, musik, fis og ballade, og her lader Mødestedet til at være leveringsdygtigt. En repræsentant for det lokale skolevæsen har udtalt at her er intelligenskvotienten svingende, men oftest lav. Og hvad så? spørger vi. Hvis vi ville diskutere Shakespeare eller superstrenge var vi da bare taget på Oksens Bodega på Tårnby Torv. Efter sigende hed stedet tidligere Bullers Bodega, og det var egentlig et meget bedre navn. Vi har altid drømt om at besøge en Bullers Bodega. Tryk på den brede folkelige musik. Ikke Dankort
|