Det er en stærk tendens at steder med navnet Kanalkroen er hyggelige, og i Gilleleje er det ingenlunde en undtagelse. For det første har kroen altid været det mest folkelige, både hvad angår musik, en kop kaffe tidligt på formiddagen og et afslappet klientel. For det andet ligger Kanalkroen i dagslys klos op og ned af den charmerende historiske å Søborg Kanal, og det gør den faktisk også om natten. Indenfor er der varme, indbydende farver med en lidt klassisk idyl hvor det ikke gør noget at man lugter af fisk. Både publikum og i særdeleshed betjeningen er kendetegnet ved en udadvendt, imødekommende lethed. Efterhånden som tiden går, og Kanalkroen ikke forandrer sig, bliver stedet jo forholdsvist mere og mere rustikt og dermed i vore hæsblæsende dage meget eksotisk. På denne varme julidag er det i hvert fald en befriende fortidig oplevelse at svede på Kanalkroen. Vi må med skam melde at vort historiske kendskab til Gillelejes mere specifikke opbygning kun går en tre-fire årtier tilbage i tiden, men vi vover alligevel pelsen og gætter på at fiskerne kan være kommet på Kanalkroen næsten vilkårligt langt tilbage i tiden. Og så er Kanalkroen jo Sjællands ubestridt nordligste værtshus. Popmusik af den brugbare slags. Dankort
|