Her troede vi egentlig at Humlebæk mest bestod af røgerier og fiskerestauranter, men sørme om her ikke er et rigtigt center med Superbrugs og pizzeria og en klassisk centerpub, som her går under det smukke navn Humle Pub. Denne torsdag eftermiddag byder centertorvet også på en harmonikaspillende østeuropæisk kvinde, måske en af de i denne sommer så omtalte romaer. Det bryder Humle Pubs bartender sig ikke om, så han marcherer resolut ud på torvet og beder hende om at forsvinde, for hans værtshus spiller sin egen musik til glæde for et mest midaldrende publikum som virker lidt mere slidt end forventeligt for det nordlige Whiskybælte. Han viser sig at være gæstfri nok over for udenbys besøgende når bare de er betalende kunder, og vi finder os en plads blandt bordene på det nu aldeles harmonikafri torv. Et blik ind i forretningen afslører et robust barlokale i mørk aptering og udstyret med billard og dart og den slags. Det ligner måske lidt et beboerlokale eller slyngelstuen på et Dansk Folkeferie-center, men hvem kunne dog finde på at brokke sig over det? Dankort
|