Her i Havnebyen holdes meget passende havnefest. Det betyder at det lokale band Knus nede på kajen underholder et halvt hundrede tilskuere med egne fortolkninger af Bamse, TV2 og Neil Young, mens et yngre publikum hænger ud foran iskiosken. Men hvor kan festen så være, spørger vi os selv. Måske lidt inde i landet, oppe på den kendte Oddevej, altså kort sagt på stedet med det inspirerende navn Dok 300? Med bastant skiltning og lille ølhave søger dokken da i hvert fald at give indtryk af den kendte landlige blanding af beboerklub, bodega og diskotek, og det passer såmænd også meget godt til det store, lavloftede lokale vi nu træder ind i. Der er afgjort noget mødelokale eller industrikantine over de lyse laminatborde med spisestuelamper. Bodegaen repræsenteres af en halvfjerdserbar, og diskotekets lysshow og diskokugler svæver over et lille dansegulv. Hele det solide lokale er af ukendte årsager malet lyserødt, og vi mener ikke en eller anden ungdommelig pink, men bedstemorlyserød, rabarbergrødlyserød, mislykket kogevask-lyserød. Måske netop derfor hviler der et skær af opgivenhed og livstræthed over de tilstedeværende tre gæster som tilmed må trækkes med cirka den samme slags musik som Knus leverer nede på havnen. Har de ikke fattet at her er havnefest? Det er årets begivenhed! Hvor er festdeltagerne? Der går et kvarters tid med en enkelt pot billard midtvejs mellem bar og dansegulv, og efterhånden som lokalet så alligevel fyldes med billardspillere, bedstemødre, børn osv., begynder vi at forstå det. Lillebyens mekanismer er faktisk meget forudsigelige. Så længe Knus spiller, og fadølsteltet er åbent, skal alle være nede på havnen. Når sidste ekstranummer er leveret og der ikke er mere øl, går alle på Dok 300. Når klokken bliver tolv og der ikke er mere øl på Dok 300, går alle hjem. Jukeboxagtig musik med Grand Prixhits. Dankort
|