I en nordlig forstad til Køge, ude ad Ølby til, ligger mellem Candy House og Klinik for Fodterapi et lille værtshus med det dragende navn Cafe Magic, som vi har valgt at besøge midt på eftermiddagen 2. juledag. Bortset fra julestjerner i potterne er stemningen nu hverken specielt julet eller magisk, men man fornemmer en god, solid hygge i de provinsnuttede lokaler. Et mest midaldrende klientel er slået et smut forbi og har tyvstartet det nye ølår med højt humør og tiltagende snøvlen. Det er ganske livligt, og de formår sagtens at overdøve noget meget til det ukendelige dæmpet musik mens de diskuterer rygepolitikken ved morgendagens julefrokost. Og den er fleksibel som den også er til hverdag. Stedet har en forbavsende moderne rygekabine som ved første øjekast ligner en vittighed, men som faktisk viser sig at virke. Det hele er som sagt ikke magisk i Disney-forstand, men måske i Køge-forstand, og det kan godt anbefales. Rygning Ikke Dankort
|