Lukket Puuben, som den kaldes lokalt (rimer på luppen), er et mystisk hus som det kendes fra Tivoli eller Bakken. Det er tilsyneladende bygget af en forrykt tømrermester med et stort overskudslager af mørkt træ med flotte paneludskæringer. Forhallen er en enorm trækasse hvor man skal huske at dreje to gange til højre og åbne døren før man kommer ind i labyrinten af små krinkelkroge, skillevægge med kighuller, mørkebrune ting og endnu flere mørkebrune ting. Nu er det jo ikke en tivoliforlystelse, så vi har ikke betalt entré, og vor vej gennem de dunkle gange forstyrres ikke af uhyrer eller skeletter, men leder tværtimod frem til en stor bar med en sød kromutter med Stor Tuborg på tilbud. De var nu desværre udsolgt, så vi nøjes med en almindelig stor fadbamse mens vi lytter til de midaldrende lokale som klarer store og små begivenheder i Absalonsgade til akkompagnement af Gnags og Veras vinterven og Boney M og lignende god musik i et forbavsende højt lydtryk. Høj musik er en god ting hvis gæsterne fx skulle have lyst til at danse på bordene, men til småpludren onsdag eftermiddag er det næsten for meget. Alligevel er her en meget god, småsløv stemning man gerne drejer ned ad sidegaden efter. På vejen passeres Rita's Corner som ikke er et værtshus, men derimod et værested hvad forskellen så end er. Bare fortsæt forbi, så dukker Puuben op. Dankort
|