Det er snart toogtyveethalvt år siden at anmelderen kravlede ud af både Dronningens klæder og Bodega Rosens tobakståger efter at have været indkaldt til at fryse røven i laser i nationens tjeneste. Det var derfor med stor spænding han et lille liv senere trådte ind for at se hvad der var sket med Rosen i det nye årtusind med fredelige trusler som global opvarmning, kapitalfonde og tsunamier. Og svaret er: Ingenting. Lige som i 1986 spilles her Ensomhedens Gade, We are red we are white, og Elvis. Har ingen fortalt Rosens billardspillere at Danmark ikke har et landshold mere, og at ensomheden er afskaffet med Foghs nye velfærdsministerium, og at Elvis er død? Egentlig burde her have ligget en smart cafe, men Hillerød er måske koblet af det moderne menneskes higen efter livsstil, og det kæmpe forbrugsbrag der burde være her i julemåneden, kaster kun en svag afglans fra sig med en ophængt julenisse og guldkugle. Gæsterne består dels af de overlevende fra dengang, men en hel frisk generation er også til stede, så der er al mulig grund til at tro at Rosen vil leve endnu et århundrede eller mere til.
|