Endelave er helt bestemt en dejlig ø. Dels har den et sjovt navn, og beboerne kaldes endelavitter. Dels kan man se mange spændende ting og sager som for eksempel hede, skov, strand, vilde kaniner, et mærkværdigt betontårn og, hvis man er heldig, måske endda en ferierende tidligere udenrigsminister i korte bukser. Endelig har de en vældig flink og hjælpsom havnefoged. Øens turistkontor udleverer en folder med forslag til en vandretur til alle de forskellige seværdigheder. 13 stive kilometer, og efter sådan en gang strabadser kan man jo nok trænge til en øl eller to. Nu ville det jo aldrig falde anmelderne ind at gå så langt bare for at få noget at drikke, så vi har snydt lidt og styret direkte mod Endelave Gæstgiveri som bortset fra campingpladsens cafeteria er øens eneste udskænkningssted. Og her bryder illusionen om uspoleret øidyl desværre sammen. En skolekammerat til denne anmelder boede i en nybygget villa i Vallensbæk hvor man selvfølgelig nede i kælderen havde gildesal med billard og hjemmebar og formentlig også pladen med sangen om landevejen i West Virginia som vi hører i dette øjeblik. Det kunne man med sin opvækst i mere beskedne kår da godt blive lidt imponeret af, og i dette øjeblik vælder minderne da også frem, så meget desto mere som de øvrige gæster med deres snak om traktorer og skridtbajer (det sagde de altså) godt kunne minde om en overmoden udgave af de pubertære knægte som samledes om billardbordet i de tidlige 80ere. Men nu i vores fremskredne og mere bagkloge alder ved vi selvfølgelig at et hyggeligt festlokale aldrig kan indrettes i en kælder med betongulv, lige så lidt som dette absolut firkantede, gule lokale nogen sinde for alvor kan blive til et gæstgiveri. Den intime, traditionsrige, landlige hyggestemning vil ikke indfinde sig her, heller ikke den dag kaninerne begynder at gå på bagbenene, heden springer i skov, eller Lykketoft eventuelt bliver minister igen. Men en god brandert skal man nu nok kunne hente hjem uden at der bliver set skævt til en. Tag nu for eksempel bare de nys ankomne en-dagsturister fra Silkeborg, Mingo og søster, som var meget snakkende og mente at de måske kendte den ene anmelders afdøde mor, for hun var jo også fra Silkeborg, og så hed hun Olsen. Som man ser, bør den besøgende på Endelave selvfølgelig slå et smut forbi gæstgiveriet. Der er ingen grænser for den indsigt man kan få. Dankort
|