På torvet i Hobro er der heldigvis en torvebar selv om den retteligt burde kalde sig en torvebodega. Her kommer alle de gæster der af en eller anden grund er for trætte til at kæmpe sig op ad bakken til Bræddehytten, så det er i høj grad det samme publikum der kæmpes om. Forskellighederne er ikke mange, men de er dog til at få øje på. Torvebaren lukker som regel lidt tidligere på hverdage, men til gengæld har de 5-bevilling i weekenderne hvor Bræddehytten kun holder åbent til 2. På Torvebaren er træet lidt lysere, og der er gulvtæppe, men til gengæld ligner det lidt en sauna hvor Bræddehytten mere ligner en spejderhytte. På Torvebaren koster en bajer 17, men til gengæld har de en kvindelig tjener hvor de på Bræddehytten har en mandlig. Ellers er der vist ingen forskelle, men til gengæld er alt genkendeligt og trygt, og hvorfor dog lave om på noget der er godt som det er?
|