Hals forsøger sig som turistfælde med centrum omkring lystbådehavnen, men faktisk kan det ikke skjules at Hals er en rigtig by, for hvis man kigger sig lidt om, vil man finde et rigtigt værtshus med det forpligtende navn Smedekroen hvor folk spiller på døde duer og hører John Mogensen på jukeboxen. På denne stille julimandag er alle smedene allerede kommet her lidt før fyraften, men de holder vel ferie. Der sker selvfølgelig ikke alverden, men hvorfor skulle der også det? Det er fem milioner grader varmt udenfor, så man kan vel egentlig kun sidde i skyggen og drikke Hof og Tuborg til 12 kroner stykket, og det gør vi så. Selve kroen ser lige præcis ud som en provinsbodega i Vendsyssel skal se ud. Den ligner en centerpub på Amager, og lige ved siden af ligger der da også et pizzeria. Så folk i Hals har både mad og drikke og behøver ikke komme andre steder, og det gør de måske heller ikke.
|