Københavnsguidens sommertogt er indledt med en lang rejse tværs gennem landet, og vi er nu kommet til en by der hedder Struer hvis værtshusliv for os er et ganske ubeskrevet blad. Og hvad gør man så? Tja, man opsøger da bare gågaden som denne lørdag aften ser ud til nyligt at have oplevet et angreb med neutronbomber. Sker det, sker det ikke her, tænker vi mismodigt og driver af sted gennem et mennesketomt øde hvor Inter-Sport og Lege-Kæden kappes om at være mest lukket, og vi trykker os lidt under vægten af byens opulente, yderst grå rådhus som troner midt i gågaden. Og her lysner det. Over for rådhuset ligger Rådhuskroen, og allerede ude på gaden hilses vi velkommen af stamgæsten Bonzo, et stort, sort væsen som man kun kan holde af, og opmuntrede træder vi indenfor. Lad os sige med det samme at her er masser af plads, ja, Rådhuskroen er næsten lige så stor som Rådhuset, og her på VM-bronzeaftenen er her ikke overrendt. Kroen her er et af den slags steder hvor alle kan komme, og hvor alle kan finde et eller andet at holde af. Indretningen er påbegyndt i rockerstil, fortsat som engelsk pub og afrundet som café, og selvfølgelig har man både DJ-scene og gårdhave og radiokanaler fra Viasat, så det kan ikke undre at alle byens overlevende søger herhen når lørdagen truer. Her er pubquiz om onsdagen, og kun én gang om året har man friske jordbærshots hver torsdag, fredag og lørdag, hvad det så end skal betyde. Vi kender som sagt ikke byen endnu, men mon ikke Rådhuskroen skulle være et godt bud på det bedste lørdagsknald på disse kanter? Vi kigger måske forbi senere. Dankort
|