Peder Mosts næstnabo henne på hjørnet er Skipperkroen. Her sad anmelderne ved en lejlighed i de barske fattigfirsere og lagde arm med fiskerne, og den gang var det byens bedste og mest troværdige værtshus. Men fiskeriet er jo for nedadgående, så Hirtshals orienterer sig efterhånden mere efter turistkroner og har derfor lidt turistdøden med kedeligt opgravet hovedstrøg med papirsdannebrogsflag som enhver anden kønsløs by, og Skipperkroen er konverteret til diskosted i sæsonweekenderne. Men der er dog stadig liv i den gamle by ud til Nordsøen. Indenfor på Peder Most sidder de nemlig, alle fiskerne og dem i de dertil relaterede erhverv, og drikker deres Hof og Tuborg. Der er nemlig rart inde i mørket fra den skærende nordsøreflekterede sol, og det er da også her alle turisterne faktisk vælger at komme. I hvert fald de nordmænd der grumme nødigt vil hjem til Norge lige nu. Her er en enkel klassisk vestjysk bodegaindretning med gamle navneskilte og gallionsfigurer fra fiskefartøjer, så man kan kan føle sig hjemme her oppe ad bakken væk fra havnen. Folk sidder fredeligt og veksler nogle ord med hinanden og med nordmændene og er sikkert ganske godt tilfredse med tilværelsen på Peder Most, når nu man ikke kan komme på Skipperkroen. Der er ingen der nikker skaller, og ingen der kysser på panden når man har tabt. Var det mon dem vi lagde arm med sidst?
|