Der kan siges meget godt om Fur. Først og fremmest er det jo Limfjordens dejligste ø, kun to minutter fra Danmark med en særdeles højfrekvent færge. Geologisk er øen også meget interessant, for moleret gemmer på de mærkeligste forsteninger. Og endelig er der hele to værtshuse i kravleafstand fra færgelejet. Vi har prøvet det folkelige Skuret, og vi besøger nu den formentligt pænere og mere traditionelle færgekro. Vi holder os fra restaurationen hvor der skramles med kniv og gaffel, og sætter os i krostuen eller slyngelstuen eller hvad det nu ellers kan hedde. Her er laminatborde med rød dug, potteplanter, maritime billeder og salt og peber, som nu aldrig har forekommet os et særlig nyttigt tilbehør til øldrikning. Krofatter går til og fra i sin opspilede t-shirt, og oppe ved baren sidder en af forsteningerne, frisk fra molerlejet, og råber op. Pludselig kommer et talrigt personale frem fra køkkenet, sætter sig ved nabobordet og begynder at spise kartofler med brun sovs, "for ælls swind' wi jo in' te de båå engnteng." Nåh, der ser nu ikke ud til at være hungersnød på Limfjordens dejligste ø, men de har jo også fået et opsving i erhvervslivet i form af Fur Bryghus som desværre ligger langt fra havnen, og hvis produkter slet ikke sælges på Færgekroen, men den specialetiketterede Fur-øl fra Hancock skal man nu heller ikke rynke på næsen af. Lidt musik havde ikke været nogen skade til, men til gengæld kan vi kigge ud på havnen og færgen som sejler og sejler. Københavnsguiden har oplevet langt værre eftermiddage. Dankort
|