Velkommen til Korsbæk, skulle vi lige til at sige. Vi har efter en kortere byvandring ad Mariagers brostensbelagte gader fundet frem til Hotel Postgaarden, som ved nærmere eftersyn viser sig at være en restaurant. Heldigvis har man en slyngelstue, eller "café" på moderne dansk, hvor øldrikkerne kan få lov at sidde. Og når nu Mariager har en veteranjernbane, kunne man jo også vente at se Røde og hans kammerater fra banegården sidde og planlægge revolutionen her. Og stedet har sørme lokalerne til det. Postgaarden og -kassen har til huse i en ældgammel bygning hvorfra man kan kigge over på Sparekassen Kronjylland på den anden side af Himmeriges Plads. Men helt ærligt ville Røde, grisehandleren og Fede nok føle sig lidt fremmede i denne ret moderne turistcafé der serverer nachos og vandpibe i hvidløgshørm, og hvor halvdelen af krostuen i øvrigt bruges til opbevaring af ekstra borde til restauranten. Det er ikke så underholdende at sidde og glo på hviddugede borde og tallerkenstabler når man kunne nyde et smukt, gammelt lokale med bindingsværk og det hele. Her hænger en forgyldt hestesko oppe under loftet, og den slags skulle jo efter sigende virke selv om man ikke tror på det. Måske skulle vi ønske Postkassen held og lykke i dens søgen efter en passende balance mellem modernitet og tradition. De har potentialet, men de er der ikke helt endnu. Dankort
|