Den største udfordring ved at anmelde Cafe Nytorv er næsten at hitte rede i de mange rabatordninger for øl. 15 kroner for hele to morgenbajere må næsten være en danmarksrekord, den ros skal de da have. Og så stiger prisen jo altså til en tyver når her er levende musik; det er vel også i sin orden - selv om det er lidt vanskeligt at forbinde Nytorv med noget levende. Denne tirsdag eftermiddag hvor øllerne noget abnormt sælges til normalpris, virker gæsterne i hvert fald noget selvdøde, omend velkonserverede i rigelige mængder Thy-pilsner. I den afdeling der skiltes som Æ Slyngelstow, sidder nogle barhængere og taler meget lavmælt om noget meget sørgeligt, og nede ved bordene er stemningen nærmest som ved et sygeleje. Det må være en alvorlig sygdom, for ingen formår i hvert fald at overdøve den dæmpede dansktopmusik der flyder stille ud over os. Pludselig ringer telefonen, og en af gæsterne vågner og råber Det er til mig, sig jeg er på vej. Og ganske rigtigt, det var hjemmefra, og hun rejser sig og trasker hjemad. Vi andre sidder tilbage og ser ud over lokalet som sådan set er meget hyggeligt med potteplanter og gamle Thisted-billeder, og der er jo altid udsigten ud over torvet hvor der ind imellem dukker en taxi op for at afhente en stamgæst. Hvis alternativet er at se på maling der tørrer, anbefaler vi gerne et besøg.
|