Hobros mest ægte værtshus hvor folk sidder og hiver i de nularmede og hænger i baren, hedder Bræddehytten, og det er ikke falsk varebetegnelse. Alt er klasket til med bedaget træværk, og efter sigende er det da også det bedste materiale at tørre en blodtud væk fra. Det bliver der dog nok næppe behov for lige nu midt i fyraftenstiden hvor vi gæster køber vores Thor Pilsner til 10 kroner stykket. For det er en umådelig stille kanonsupersommerdag hvor folk ikke kan gøre andet end at krybe ind i skyggen med et koldt glas øl. Værtshuset ligger perfekt placeret mellem fængslet og kirkegården. Så tidligere forsvarsminister Svend Aage Jensby der præsiderer over førstnævnte, kan hurtigt hive de brådne pander de tyve meter op ad bakken til arresten, og når de sidste kunder ikke kan længere, kan de selv trille de sidste meter ned til pølsetorvet og kirken hvor Vor Herre forhåbentligt præsiderer. Noget kunne tyde på at det allerede er sket, for hovedgaden er helt forfærdelig død i dag, men lad os håbe Hobro bare er gået på ferie.
|