Man kunne godt frygte at en bette by som Mariager simpelthen ikke havde et rigtigt værtshus, og måske har det engang været sådan, men så ville livet her jo nærmest ikke være til at bære, og måske er det derfor at byens eneste rigtige værtshus hedder 'A Porta' som jo betyder noget i retning af 'Til at bære'. Umiddelbart er det måske lidt for provinsfornemt med rent gulvtæppe og det hele, men potentialet til en god gang weekenddruk er her da med de nogenlunde anstændige lukketider, og hvis man ikke er gået helt død klokken tre, kan man jo altid lige snuppe en taxa til Kokken i Hadsund. Lige nu sidder her mest medlemmer af Mariagers midaldrende medisterklub, men det er faktisk også meget hyggeligt med sådan en omgang stille afslapning inde i skyggen for Gammelkøbings stikkende forårssol, men også ude i gårdhaven sidder et mindre selskab der i høj takt sender en budstik ind til baren for at skaffe friske forsyninger. Det er selvfølgelig et tegn på kvalitetsbevidsthed at man her serverer de glimrende øl fra Hancock og en del gode whiskyer, men det hele hives lidt ned på jorden af de mange badesandaler folk kommer vadende i, og af poplokalradioen. Det gør det nu bare dejlig uformelt, og i tilgift kan man nyde at fjorddialekten her trives i bedste velgående.
|