Dar blø'st n hwældi hvind fra hvæst den daw. Himlen var blåsort med mælkehvide revner der farvede brændingen i Nordsøen væltende ind i Thyborøn kanal gul. Det regnede vel egentlig ikke, men dråberne fødtes spontant og lagde sig som en hinde om ansigtet. Eller også var det bare dunsten fra Cheminova der blandede sig med sørøgen og indhyldede byen i efterårsstemning. Indenfor på Æ Kanal er det lørdag, og gæsterne sidder på en perfekt række langs baren, lige så mange der er plads til, iklædt deres obligatoriske Thyborøn-habit eller en sort T. L. Larsens Entreprenørmaskiner-kasket. Og drikker pilsnere til 10 kroner stykket. Så skønt alle er på Hof eller Tuborg, så er København på den måde på dejlig lang afstand. Alle bliver med garanti siddende til i aften hvor Kim Larsen-lookaliken Ole Gas kommer og giver bredflabet koncert. Vi kunne godt skrive en masse om western-bodega-indretningsstilen, men det er ret beset ligegyldigt, for Æ Kanal er ikke et værtshus hvor stil betyder noget som helst. Man bruger kun det glas der er rundt om flaskerne, og bordene har stået her siden Hans Kirk var dreng, og de skal såmænd nok også holde til havet eller tiden har taget Thyborøn eller Æ Kanal. Rygning tilladt.
|