Ikke langt fra Esbjergs kæmpe havn ligger et værtshus med det selvfølgelige navn Havkatten. Men publikum her er langt fra fiskere. De kan godt blive lidt våde, men de bliver det på landjorden og indendørs. Som nu for eksempel denne lørdag eftermiddag hvor forårssolen udenfør trækker mindre end det lidt nussede mørke indenfor på Havkatten med dens rigelighed af øl og Underberg, og sådan er det også på årets øvrige dage. Man kan ligefrem føle kærligheden til stedet, for her er meget gult og meget slidt, og det har der sikkert allerede været i mange år. På væggen har bartenderen eller en behjertet poet blandt gæsterne bidraget til lyrikken på stedet:Ingen personer under atten her på katten efter kl atten Blandt faciliteterne her på stedet kan nævnes trådløst net, men det må vist tilhøre en nabo, for Havkatten er ikke et sted hvor man sidder og fjumrer med den mobile over en latte.
|