For flere år siden lå der her på det modsatte hjørne et fremragende værtshus der blev revet ned til fordel for en ny Sydbank der måske skulle skaffe vækst til byen. Men nu er det jo som bekendt et dårligt bytte at skifte et værtshus ud med en bank, så et nyt ølsted måtte jo komme. Og også i Juelsminde skal folk med en vært i maven forsøge sig i cafetraditionen, og det blev så til Café On The Corner, eller bare Corner i folkemunde. Men nu er cafekulturen jo aldrig slået igennem i Juelsminde og gør det sikkert heller ikke, så Corner er blevet det nye store værtshus i byen, hvor folk hænger ud om natten i weekenden. Der er slet ikke så hyggeligt som på det gamle Brøndum, men der kan være rigtig god gang i den på Corner, ikke mindst ved Danmarks mærkeligste billardbord. Det er egentlig rigget til som til skomager, men hullerne og banderne passer til pool, og det giver jo et helt andet spil. Der er intet cafeagtigt over publikum, der snarere tilhører håndbajertypen end latte-segmentet, men indretning er ikke desto mindre den efterhånden lidt forældede skurrede cafestil, og på væggen ses et sødt sort-hvidt billede af Juelsmindes afdøde sjæl, færgen Julle. Dankort
|