Marstals rige søfartshistorie og dens indflydelse på de herværende værtshuse er efterhånden blevet noget af en kliché på disse sider, så lad os bare få det overstået og bemærke at Toldbodhus selvfølgelig også har en del maritimt tingeltangel hængende. Men så knækker kæden, i hvert fald denne 16. juli 2008 hvor vi tænker på den 95-årige nylige fødselar der forbindes med Danmarks største rederi, og på hans rettidige omhu. Hvis den slags skal være vore dages målestok for godt sømandskab, så fortjener Toldbodhus hverken deres skibspropel eller deres skibsklokke, for de tilstedeværende knægte og tøse skal sikkert bruge al deres resterende omhu for bare at navigere sikkert ud af døren, og om det bliver rettidigt, er en helt anden sag. De er kort sagt godt oppe at køre, og det bliver sikkert ikke bedre senere eftersom hele byen fejrer Grollefest som slutter med et stort brag nede på havnen i nat. Men på årets øvrige dage er Toldbodhus nok byens førende sted, et rigtig godt sted, især hvis man har lyst til at hamre knytnæven i baren og synge med på Syd for Køge i Kim Larsens udgave. Rygning
|