Bjørnø er kun en ganske lille ø som ikke desto mindre har både færgeforbindelse til Fåborg og eget udskænkningssted som den tørstige gæst med fordel kan besøge efter at have tilbragt et anstrengende kvarter med at gå rundt om øen. Det er ganske enkelt at få betjeningens opmærksomhed. Ring blot på klokken eller måske på mobilen, så kommer han fluks cyklende og åbner butikken. Man får selv lov til at udpege sin foretrukne dåse i køleskabet, og den nydes i den fri natur med smuk udsigt til Fyn hinsides det blanke sund som dog for en times tid siden var et regnpisket inferno og aldeles ikke blankt. Åbningstiderne er uvisse, og det er også sandsynligt at mere seriøse festligheder hurtigt kunne afbrydes af ølmangel, men foretrækker man natur for natteliv, kan vi godt anbefale Bjørnø.
|