Med enkelte prominente undtagelser er hotelbarer jo noget kedeligt noget, men Hotel Rudkøbings lille krostue med udsigt til havnen og foderstofkompagniet ligger heldigvis langt fra den internationale standard der næsten forventer kreditkort i ædelt metal. Som en nyskabelse siden vort første besøg indførte Nummeret for en del år siden billardbord på bekostning af de almindelige borde som nu er tre i tallet. Skulle man ikke kunne få en bordplads, er der heldigvis stadig en god, stor bar at hænge ud i. I København ville vi i kor have skreget "provins!", men her i provinsen er denne type værtshus jo netop forventeligt og velkomment. Om aftenen frekventeres Nummeret af mennesker der sløret tumler rundt om billardet, eller lidt forvildet søger rundt i jukeboxrepertoiret som forsøgte de at finde livets mening skjult bag maskinens glasrude (hvilket de muligvis også gør). Denne dag havde nogle københavnske søulke og en fotograf indfundet sig hvilket satte lidt mere fut i etablissementet og mere end fordoblede kundekredsen, og forvirringen var også stor da vi bad om nogle Langelandspilsnere. Kromutter var tilsyneladende ikke selv klar over at det lokale bryg fra Albani bærer navnet Langelandspilsner her. Nogle gange skal udenøs folk måske gøre opmærksom på det indlysende? Den lokale nomenklatur kunne dog hurtigt afklares, og vi kunne spille billard lige til lukketid, selvfølgelig til tonerne fra John M.
|