Der var saa deiligt ude paa Landet; det var Sommer! Kornet stod guult, Havren grøn, Høet var reist i Stakke nede i de grønne Enge, og Bierne futtede muntert rundt og samlede Honning, thi det havde de lært af deres Moder. Midt i Solskinnet laae en Kat og krummede Ryg, og hist hvor Vejen slog en Bugt, sejlede de søde smaa Ællinger rundt i Kæret og dykkede for at søge Beskyttelse mod Heden. Ovre Paa den anden Side af Vejen vare tre Mænd. De sad ved et Havebord og beskyttede Øinene med store grimme Taberkasketter. Elephanter kunde man ikke faae, så de havde tre Pale Ale nr. 16 fra Refsvindinge foran sig. Mændene vare blevne udmattede af den megen Sol, og de vare derfor gaaet til den gamle Parcelhuskro hvor Fluer og Edderkopper hang bag Gardinerne og ventede paa federe Tider. Paa Vejen havde de tre Mænd passeret den store Sten der fortalte at Kongen for 800 Aar siden var blevet overfaldet og bortført, fordi Greven af Schwerin var bedrøvet over at Kongen havde været sammen med hans Hustru. Vold og Ufred havde altså en Gang været paa Øen, men det var længe siden nu, og man kunde føle sig heelt tryg. Pludselig gik der en Mand ind i Kjøbmandsbutikken bag Havebordet og købte to Hof. 'Hvorfor ligger der en Kjøbmand lige ved siden Kroen?', spurgte een af dem med Taberkasketterne, 'Bliver Kromanden ikke Sur?' 'Hvilken Kro?', spurgte den Nytilkomne og saae forvirret ud. Han vidste først ikke at der var en Kro paa Øen. 'Naae, det er samme Eier', sagde han og troede at det var Svar nok. Mændene bleve Forvirrede, de drak det sidste Øl, og så droge de for den lune Østenvind videre ud i Verden. Men en skiønne Dag ville de vende tilbage.
|