Vægterstuen erklærer stolt at deres gårdhave er et besøg værd, men da havearbejde og den slags friluftsliv ikke er dækket af anmeldergerningen, koncentrerer vi os i stedet om at finde ud af om Vægterstuen er er besøg værd. I alt seks-syv nyborgensere, alle mænd for øvrigt, lader til at mene at det er den i hvert fald, mens resten åbenbart er enige om at nok er grønt godt for øjnene, men at den særlige slags lysegrønne farve som dulmer gemytterne for de indespærrede i fængsler, hospitaler, folkeskoler og skatteforvaltninger, kan være lige lovlig for meget af det gode. Da den eneste anden farve er træfarvet, kan man jo være tilbøjelig til at give dem ret i at her da godt kan være meget pænt, men måske også en lille bitte smule kedeligt. Vores anbefaling skal ikke uforbeholdent rettes til andre end dem der fredag aften finder adspredelse i en tidsskriftholder med Kig Ind, Stiften og, sørme, fagbladet Politi Idræt.
|