Navnet lover jo pistolskydende cowboydere, råt ubehandlet træ, letlevende syngepiger og dårlig whisky, og her i Nyborg er man meget tættere på end den latterlige undskyldning i København der nok bare er opkaldt efter et forlig. Westernindretningen her i Rio Bravo, Nyborg fortjener at prises for sin gennemførthed både i stemning og udsmykning. Der er naturligvis ingen scene, men på væggene ses fotografier som vi først troede var fra Louis Malles Maria og Maria (Man husker scenen med den ufrivillige opfindelse af stripteasekunsten), lampeskærmene er lavet af kobbercowboyhatte, og for resten er der naturligvis det foreskrevne antal af vognhjul, spillemaskiner og bøffelhorn. Vores ene sofa er beklædt med kohud, og det betyder intet at koen har græsset i Otterup og ikke i Oklahoma, og så siger det naturligvis sig selv at man i baren sidder på sadler og ikke på stole. Westernmotivet er vel nok lidt anløbent i vore dage, men i Nyborg er det det eneste værtshus der har kunnet trække levende mennesker til, resten ser fjernsyn eller er taget til Odense, har vi fået at vide. Pooltalentet er ikke noget at skrive hjem om, men vi anbefaler alligevel enhver østkysthustler på vej vestpå at slå et slag omkring Rio Bravo.
|