Ingen grund til klage Vestfyn som i gamle dage har nogen fundet på at skrive på væggen her på dette traditionelle værtshus et godt stykke oppe ad byens pizzabarinficerede hovedgade. Og hvis juli 2000 tæller som gamle dage, er det i hvert fald rigtigt nok, for Vestfyn har vist ikke ændret sig meget siden vort sidste besøg. Måske er her blevet en tand mere brunt siden sidst hvis det ellers kan lade sig gøre, for Vestfyn har vist altid været et overordentligt brunligt sted, indrettet som det er med den slags finerbeklædning som simpelt hen skriger provinsrestauration fra 50erne. Gæster er her sørme også denne gang, og de hygger sig fint med deres smøger, raflebægre og oven i købet en tår Thor her langt fra Randers. På Thorsdag mellem 16 og 20 kan man sågar købe en Thor til en tier, så Vestfyn lever op til sit sociale ansvar her i krisesommeren. Når solen skinner udenfor, og det gyldne øl lyser midt i alt det brune, og den klassiske rock siver gennem tobakstågerne, er Vestfyn såmænd ikke et helt tosset sted. Og nu giver en heldig enarmet-vinder en omgang til huset, så vi bliver lige hængende lidt endnu.
|