Alle indfødte svendborgensere kender Hong Kong der indtil for nylig lå her på Frederiksgade. Det var det klassiske søfartsværtshus som en rigtig søfarts- og værtfsby som Svendborg selvfølgelig skulle have et af. I den sidste tid var det måske ikke så meget matroserne der kom her, men fortrinsvis aktive og pensionerede håndværkere fra landjorden. Atmosfæren var her dog stadig med palmestammer, sejlskibe og slæbebåde, skibsrat, barometer, truthorn og romtønde og den slags. A. P. Møller er jo fra Svendborg og store modeller af containerskibe og øretæveuddelende skippere fandtes også, og det hele rørtes sammen i en gryde af dansktopmusik. Øllerne var billige, og klientellet opfattedes åbenbart også sådan, og det kunne jo ikke blive ved med at gå. Så nu er spritterne kylet ud, og et halvgammelt bedre borgerskab er rykket ind i lokalerne der nu er skuret ned til et fattigt cafelook med sort-hvide fotografier og dødsyge kolde stole. Men der er stadig kunder til den triste larmerock, og måske er det i virkeligheden bare det gamle stampublikum der stadig sidder her. Der er godt nok i pagt med tiden kommet nye bajere, de fremragende Hancock fra Skive Bryghus, men kunderne holder sig stadig til Hof og Tuborg og overser fuldstændig drinkskort og andre nyheder til den kræsne kunde. Rygning. Dankort
|