Nu kigger anmelderne ind på Nyborgs mest typiske stamsted på en isnende kold martsdag, hvilket jo er betragtelig forskel fra sidste besøgs højsommer. Man kunne derfor have forventet en anden atmosfære denne gang - med årstidens øl, og billard i kaminens fortærende skær. Men sandelig, de samme grånende købstadseksistenser sidder på samme stol og tygger lidt på den tanke der om et øjeblik skal sætte denne omgang skomager i et større perspektiv. Og sådan går dagen, men anmelderen skal gå efter den obligatoriske Odense Pils og reddes derfor fra at gro fast i det stivnede lydrum; man tør ellers dårligt røre sig, for det knirker og knager, og musikken skal være så lav at alle kan få den sidste bemærkning om de seks skæve, og om hvordan man kunne have undgået dem, med. Navnet har man jo til fælles med nogle kendte hoteller, og sådan set kan lokaliteterne delvist minde om morgenmadsrestauranten på et traditionsrigt, men måske lidt afdanket hotel som man kan finde dem i provinsen, Nordsverige og Østeuropa: Finervægge, lyserøde duge og et lidt støvet indtryk selv om her sikkert er rent nok. Men Phønix er et temmelig stort sted, og man har da heldigvis også en slags slyngelstue af den gode gamle klassiske værtshusslags med et mørkebrunt billardbord og et ikke helt ungt publikum som drikker langsomt men stabilt, og som sikkert let kan inhalere en 10-15 stykker uden mærkbar effekt på balance eller stemmeføring. Vi har således at gøre med et værtshus som vi dårligt kan andet end holde af. Men skal vi drage paralleller til København, hvad vi jo ind imellem ikke må glemme, så observerer vi at Phønix denne aften er cirka lige så levende som de ydmyge steder på Rantzausgade eller Ydre Nørrebro. Vi sidder derfor med et antropologisk spørgsmål: Er Nyborg bare en død provinsby, eller foretrækker indbyggerne også her at opsøge Citys mere spraglede steder? Læs resten af Nyborg-anmeldelserne og få svaret.
|