Fåborg er jo en køn gammel by med museum, torv, arrest, klokketårn og hvad der nu ellers hører sig til. Men en lille advarsel til ølentusiasten må være på sin plads: Strejf ikke langt væk fra gågaden eller torvet, for der er ikke noget at finde. Men lige ved torvet har vi dog fundet denne lille slyngelstue hvor de sidste drukmåse møder turisterne og sejlerne. Pseudobindingsværket, de rundbuede døre og de rustikke, konkave bondehusruder må være resultatet af en særlig syntese mellem byens lidt slappe købstadsidyl og ambitionen om en ungdommelig café. Man skal dog ikke tage fejl. Oasen er en oase for de rigtige værtshusgængere. Når alle kage- og sportsstederne har lukket, kan man falde i søvn over den sidste øl her indtil taxachaufføren står og rusker i en, og man skal hjem til Jordløse eller Vester Hæsinge eller hvor man nu bor i oplandet til Fåborg. Dankort
|