Lukket Bedst som vi var ved at blive lidt deprimerede over Kertemindes multifunktionelle mødesteder hvor man ikke kan drikke en øl uden at blive revet i næsen af wienerschnitzeldunst og sildehørm, lykkedes det os at finde et uforfalsket, aldeles mørkebrunt værtshus hvor en gruppe midaldrende mænd i entusiastisk samarbejde med et par tysktalende slavere og en enkelt guitar forsøger at rekonstruere deres ungdoms lyd. Begejstringen er nok større end talentet, og bartenderen ender da også med at overdøve den improviserede jamsession med Alanis Morissette uden at det dog lægger en nævneværdig dæmper på humøret. Slyngelstuestemningen er gennemført i et flot, gammelt lokale tæt ved havnen, det hele som sagt brunt i brunt med en lillebitte bar, bajerne på parade i køleskabet, og det hele overvåget af selveste Kaptajn Klo hvis kahyt det måske skal forestille at være. Hertil kan føjes et billardlokale som i modsætning til alt andet ikke er brunt. Det er til gengæld grønt, så det vil noget. Vi har indtrykket af at befinde os på et af de få steder i byen hvor man faktisk hygger sig mens man koncentrerer sig om at drikke øl, og hvor åbningstiderne er absolut anstændige. Hvis vi boede her i byen, ville Kahytten her sikkert være vores stamværtshus, især da den ene af musikerne nu får dispensation til at aflevere en mundharpefortolkning af sangen om den svigefulde Amanda.
|