Idræt er jo godt og sundt for ungdommen, og det samme er jo som bekendt øl, så egentlig er det jo ganske nærliggende at blande det hele sammen og lave en sportscafé. Det skulle man da i hvert fald tro, men et eller andet sted må kæden være knækket, for vi har aldrig oplevet en sportscafé der ikke var ubærligt kikset. Hattrick er ingen undtagelse, men lad os bare godskrive den for både pool og bordfodbold og en hel masse fjernsyn. Et af dem viser boksning fra Viasat Sport hvor to usædvanlig grimme mænd er ved at slå hinanden til plukfisk. Forvirringen bliver total af et ungdommeligt pigeselskab som på karaoken maltrakterer den danske popskat under almindelig fnisen og hylen. De får nu selskab af pigerne henne fra Øl- og Vinstuen, og de er heldigvis holdt op med at synge. I stedet er de blevet afløst af noget høj, dunkende musik som sikkert snart får rystet den signerede landsholdstrøje ned fra væggen hvor den ellers har hæderspladsen i glas og ramme. Bartenderen blander sjove drinks, en ung fløs har netop iført sig en stor badering for at imponere pigerne, og en ensom midaldrende mand ved baren - formentlig en stamgæst fra det tidligere sted på adressen - følger trist med i hele det håbløse menageri. Københavnsguiden har dyrket sejlsport hele dagen, og nu har vi vist fået sport nok. Dankort
|