Dania ligger i grænselandet mellem centrums gågader og det folkelige kvarters solcentre og møntvaskerier. Geografisk set et sted mellem borgerskab og arbejderklasse, men stilmæssigt set har Dania valgt side til fordel for de kæderygende kansasklædte som ifølge sloganet på facaden altid tager sig en Albani til. Og det er da noget af det fornuftigste vi har hørt her søndag ved middagstid hvor Odenses eneste attraktioner er en åben Superbrugs og den å hvor H.C. Andersens mor efter sigende vaskede sit tøj. Dania er heldigvis befriende HC-fri; her er billeder af ænder og fasaner, men eventuelle grimme ællinger skal sikkert findes blandt klientellet som har vokset sig store og stærke uden af den grund at blive smukke. Ellers er her ikke meget at bemærke: Potteplanter og firserrock, Albani og Prince Light, og man holder sparekassefest den 1. september på Bogense Hotel.
|