Det kan knibe lidt med at finde gode klassiske og venlige værtshuse i de fynske købstæder. Enten er det unge bonderøvs-slå-på-tæven-steder, up market-tærtecafeer eller alkoholiske og åndelige bræksteder, men i Fåborg har de faktisk et enkelt godt, pænt menneskested. Blækhuset fungerer som stam- og hyggested for et aldersmæssigt blandet klientel som man også ser det på fx Tinsoldaten i Gråsten eller Onkel Jule i Flensborg. Her på Blækhuset ser man også lidt lokalpatriotisme på ølsiden, for man fører produkterne fra Midtfyns Bryghus i Brobyværk. Men det er vist mest til pynt; ingen af gæsterne drikker andet end Hof og Odense, og da anmelderne forsøger sig med to stout fra omtalte bryggeri, ser bartenderen helt forvirret ud og må ned i kælderen for at konstatere at han ikke kan levere alligevel. Det vil vi nu ikke lægge det til last, for noget andet spændende kan fremskaffes, og gæsterne hjælper gerne til med at skaffe det rigtige. Man ser tydeligt den moderne fine bodegastil fra midthalvfjerdserne da Blækhuset blev skabt, og det falder tilsyneladende stadig i god jord. Lad os håbe at det hyggelige lokale med bedstefar-vægur, plysmøbler og pseudopetroleumslamper også klarer de næste tredive år. Rygning Dankort
|