Østerbro

Østerbro går vel for at være det pæneste brokvarter. Det afspejler sig nu ikke i nattelivet. Mange gamle og hyggelige værtshuse er endnu ikke fortrængt af cafeer. Udvalget er også betragteligt, og priserne forholdvis lave hvis man ikke lige besøger in-stederne. Koncentrationen af værtshuse ligger syd for Jagtvejen, men det bør ikke afholde én fra at gå op i den anden ende til Svanemøllen hvor for eksempel Kildevæld som vi varmt kan anbefale, ligger.

Henter kort...

Eventuelle kommentarer og rettelser til værtshusene i området er velkomne.


Amokka

Dag Hammarskjölds Allé 36-40
35 25 35 35 www.amokka.com
8
8
Fadøl. Kaffespecialist.
ma-lø: 00; sø: 22; 9
0,5 l Fad: 42; Elefant: 34; Blandet cafepublikum
Kaffebutik 30.12.99
Lukket

Når vi sidder her på Amokka, og i den grad på tærsklen til det ny årtusind (denne fortærskede vending må jo med), kan man nemt få den triste tanke at øllets æra udrinder til fordel for det kommende kaffens årtusind med alle de frustrationer det må bringe i form af savn af mjød, mod og bersærkergang. Vi sidder i hvert fald pænt civiliseret i et kaffetempel med egen butik hvor man kan hjemføre den kaffe man netop har smagt, og ser på pris- og udbudslisten der effektivt bortjager enhver uddøende øldansker.
Inspirationen kommer tilsyneladende mest fra lufthavnsloungemiljøet med åbne hvide områder, og udover at være café er det da også en restaurant. Udsmykningen er det småt med, men man har da to hjorteantiloper sirligt ophængt. De virker malplacerede, måske skal de henvise til Kaffeland.

Dankort


Bassinet

Århusgade 64
35 26 28 84
9
7
Underberg
lø-on: 22; to-fr: 00; sø: 20; 7
alm.: 15; Lokalt
Spillemaskine 12.06.11
Anmeldt første gang 04.06.99
Hvor er det dog rart at man stadig på Østerbro kan besøge et fuldstændig uprætentiøst sted. Når man vælter ned på det måske ikke helt smukke, men ganske klassiske Bassinet, bliver man modtaget med åbne arme. Velkomstkomiteen ved baren har godt nok lidt svært ved at holde balancen, både den på benene og den mellem fantasi og virkelighed, men vi får til gengæld en del gode historier om gæsternes bedrifter inden for IT og rollespil. Her tager vi afstand fra resten af verden og drømmer om prinsesser og teclippere, og bortmaner begreber som kontanthjælp og lukketider.

Anmelderne opfører sig lidt pinligt ved at bede om glas til deres øl og Underberg, men det bliver nådigt bevilliget. Bassinet er et ægte sømandsværtshus, men med den lille krølle at ingen af de tilstedeværende nogensinde har set havet, med mindre der da findes et hav bestående af øl. Sømandsmotivet er altså ganske svagt funderet, men Bassinet er altså det sted i København hvor drømmen er mere virkelig end virkeligheden. Og hvem har ikke behov for det en gang imellem?


Bellmanskroen

Bellmansgade 12
39 29 05 51 www.bellmanskroen.dk
8
8
Underberg
00
alm.: 15; Underberg: 18; Ældre lokalt
Billard, fjernsyn 30.12.07
Det er jo efter sigende anbefalelsesværdigt at sidde på kroen og tænke på kirken, og på denne årets sidste søndag er det vist netop det gæsterne på denne kro sidder og gør. Deres gud må nu være en fæl, vred karl, for stemningen har i hvert fald været på begravelsesniveau under der meste af vores besøg.

Gæsterne er mest i pensionsalderen, og en enkelt rollator er her vel, men det skal i sig selv ikke siges noget ondt om at de ældre har sunde fritidsinteresser og suger øl i sig i stedet for at rende på gaden. De interesserer sig tilsyneladende også for cykelsport, for her hænger da en signeret trøje tra Team CSC, og på amatørniveau har vi også trøjer fra kroens årlige cykeltur. I betragtning af den mængde EPO der skal til for at få de forsamlede gæster op på en cykel, er det forbavsende at de kan sælge en Underberg for 18 kroner.

Nu har vi siddet her er par øls tid for at fejre Københavnsguidens anmeldelse nr. 1100, og efterhånden er her kommet lidt mere gang i den. Den yngre generation har indfundet sig og spiller billard, og der er kommet lidt spag musik i højttalerne. Det er godt nok ikke Bellman, men bedre end gravens tavshed. Her er nu begyndt at blive meget hyggeligt, men vi må videre.

En gang om måneden kommer en hyggelig fyr og spiller guitar, og der er længe åbent.
Rygning.
Ikke Dankort


Café Bopa

Løgstørgade 8 / Bopa Plads
35 43 05 66
8
8
Fadøl (Tuborg, Classic, Classic Hvede, Kylle Kylle)
sø-ti: 00; on: 01; to: 02; fr-lø: 05; 8
0,4 l alm.: 39; Ungt
08.03.03
Der er løgn og forstillelse i luften. De "Borgerlige Partisaner" som helt fortjent har fået deres egen plads her på Østerbro, var aldeles ikke borgerlige. De var nemlig en flok kommunister som fik snøret Christmas Møller og englænderne, men derfor kunne de jo være gode nok.

Tilsvarende er det herværende in-sted heller ikke en café. Engang var det, tilmed en lidt kedelig café, men så tog fanden ved det. Klokken er nu 19.40 en lørdag aften, og her er fyldt. Mest med spisende gæster af den ungdommelige slags som her prøver at gå på restaurant med rigtig rødternet dug. Om få timer vil den dunkle labyrint med bindingsværk og underlige krinkelkroge være fyldt til randen med unge, forlystelsessyge mennesker som med risikoen for tinnitus og høretab betaler for det privilegium at kunne prale med at have besøgt et af byens - for tiden - inneste steder.

På samme måde som dot-com-boblen og det hollandske tulipaneventyr i 1600-tallet er Bopa af uudgranskelige årsager steget voldsomt i kurs i den seneste tid. På en måde ærgerligt for den tilfældigt forbipasserende som kunne få glæde af det faktisk meget hyggelige, lidt rustikke sted med den studentikose stemning, men som ikke vil stå model til den abefest som udvikler sig her. Kunne man lufte et lille håb om at boblen på et tidspunkt brister, og at Bopa finder sin naturlige og berettigede rolle som et aktiv i det østerbroske liv?

Musikken næppe hørlig bag snakken.
Dankort


Børges Bodega

Lyngbyvej 42
39 29 48 05
7
6
01; sø: 20 8
alm.: 13; Lokalt
Spillemaskine, fjernsyn, telefon. 26.12.07
Anmeldt første gang 06.11.98
Heldigvis er vinduerne på Børges Bodega forsynet med små blondegardiner, så man slipper for at se på Lyngbyvej. På den temmelig ugæstfri strækning mellem Runddelen og Hans Knudsens Plads er der blevet plads til et lille værtshus der lader til at tiltrække en del stamgæster. Her har vi at gøre med et enkelt lokale der deles på midten af et stort vindfang, så man faktisk har to afdelinger. Alt det sjove lader til at foregå omkring baren hvor de fleste gæster sidder. Skulle man føle trang til at sætte sig ved et af de små borde med stearinlys og potteplanter, kommer man let til at virke og føle sig lidt kedelig, også fordi der er sparet på udsmykningen.

Musikken er temmelig kontant, rytmisk pop, men det er tilsyneladende lokalradioen der bestemmer repertoiret.


Café Charla

Sølvgade 84, 1307 Kbh. K
33 33 74 74
7
8
Fadøl (Royal, Royal Export, Heineken)
ma-to: 23; fr-lø: 02; sø: 21; 9
0,5 l Royal Export: 44; 0,5 l Heineken: 45; 0,5 l alm.: 35; flaske Leffe: 30; Slow Comfortable Screw Up Against the Wall: 75; Spisende cafégæster
Fjernsyn, gratis internetadgang (men det virkede ikke denne aften) 19.01.08
Vi har måske fundet årsagen til den grasserende fedmeepidemi blandt danskerne. Vi er ganske enkelt blevet langt mere sultne, og beviset er at ethvert lukket værtshus straks erstattes af et halvpænt spisested som tilsyneladende udfylder et markedssegment mellem McDonald og Rio Bravo. Alle sådanne steder ligner hinanden, og det gælder også for Charla som har valgt at udfolde sig i sandwiches, fiskefileter og Rio Bravo-agtige bøffer og rejecocktails.

Her er fin udsigt over Sølvtorvet fra store glasdøre som sikkert vil blive åbnet på vid gab til sommer, så cafémenuen kan indtages ude på fortovet. Lokalet er sådan set hvidt og pænt nok, og her er ikke bestikskramlen nok til at overdøve MTV i flimmeren, så hvis man er til den slags, vil Kbhguide med glæde anbefale stedet. Det er bare ikke lige vores smag, så vi tømmer vores Leffe og haster videre.

Rygning.
Dankort


Chevys

Nordre Frihavnsgade 95
35 42 20 01 www.chevys.dk
8
8
Fadøl (Royal, Royal Classic, Albani H.C. Andersen)
ma-on: 00;to-lø: 02; sø: lukket; 7
0,5 l fad: 24; Billardspillere, et par sladdertanter, mænd med nissehuer, en hund
Billard, pool, spillemaskine, jukebox, photoplay, dart 17.12.05
Anmeldt første gang 09.08.01
Vi har tidligere beklaget os lidt over at det gode gamle Café Nordlyset nu under navnet Chevy's skulle poppes op med bilkitch fra de amerikanske halvtredsere, og at Østerbros arbejdere nu skulle til at spille pool i stedet for ganske almindeligt billard. Nu er vi kommet igen efter nogle års forløb, og vi kan konstatere at der egentlig ikke er sket større skade. Entusiasmen for Chevrolet-hjulkapsler, Budweiser og Elvis kan faktisk godt forenes med en afslappet brokvarterstemning der - som oftest på Østerbro - er en smule mere adstadig og sat end i resten af byen. At dømme efter kegleraslen og skrig og skrål fra det tilstødende lokale er her også i hvert fald mindst ét billard. Kort tid efter dukker billardspillerne op med nissehuer og ølmaver for at genoptage julefrokosten ovre i hjørnet. Det var vist kun desserten der lige skulle overstås, for efter ti minutter er de inde og spille billard igen. Her bliver efterhånden ret stille, poppen i højttalerne er i anledning af højtiden blevet lidt julet, og vi beundrer alt det amerikanske ragelse og glæder os over at vi bare kan se på Budweiser-skiltet uden at skulle drikke stadset.

Circus

Rosenvængets Alle 7A
35 55 77 72
9
7
Fadøl (Tuborg, Rød Tuborg, Hoegaarden)
ma-on: 00; to-lø: 01; sø: 18; 9
0,5 l rød Tuborg: 40; Yngre
08.03.03
Det er faktisk utroligt charmerende med de gamle kalkmalerier - eller skal vi kalde dem friser, - man har fået skrabet sig ned til gennem hundrede års puds på væggene. Her ser vi livet i slagterbutikken hvor bedsteborgeren kommer med kurven under armen, og uden for butikken hvor bønderne slæber de stakkels stude gennem Østerbro på deres sidste spadseretur hen til skafottet.

Renoveringen er tydeligvis udført med dygtighed og nænsomhed, og derfor kan det undre at de nye ejere så vælger at møblere med polske regionaltogssæder og stålaskebægre, men der er vel grænser for hvor meget reverens for fortiden værten tør forvente af de lokale østerbroborgere. Klientellet her er nemlig mest til hvedeøl, erhvervsmandens BT, Børsen lyserød, cykliske teknorytmer og den slags uhyrligheder, og så bliver vi jo nødt til at have kageloft og andet cafetingeltangel.

Det hele er faktisk vældig nuttet, og hvis man er hurtig, kan man stadig nå at få serveret en rød Tuborg her inden denne udmærkede øl går til de evige maltmarker.

Restaurant i tilstødende lokaler, også med renoveret slagterbutikinteriør inklusive kødkroge, heldigvis uden kød.

Dankort


Dag H

Dag Hammarskjölds Allé 38
35 27 63 00 www.dagh.dk
8
8
Fadøl (Hof, Carls special, Carls Hvede, Erdinger, Jacobsen Brown Ale, Urquell)
ma-on: 23; to-lø: 00; sø: 22; 10
Stor fadøl: 50; Lokalt cafepublikum
19.01.08
Amokka var et særdeles hot sted i slutningen af halvfemserne da Kbhguide trodsede tidsånden og drak øl når nu man havde oprettet et tempel hvor publikum kunne dyrke sin tilsyneladende kvalitetsbevidsthed med at vælge mellem bolivianske og congolesiske kaffebønner. I mellemtiden har tidsånden krævet udskiftning, og Amokka er blevet til Dag H, og temaet er blevet lidt mere flygtigt. Det er for eksempel første gang vi hører om en Latte Dag H.

Opkaldt efter Sveriges kendte FN-generalsekretær i halvtredserne som Dag H er på grund af adressen, har man måttet opfinde et nyt koncept. Rundt omkring hænger billeder af Dag der hilser venligt på vigtige mennesker. Dag hilser på John Fitzgerald Kennedy, og derfor kan vi få en amerikansk Anchor Steam Beer. Dag hilser på Charles de Gaulle, og derfor kan vi få Boeuf Bearnaise og chokolademousse, og Dag hilser på en zuluhøvding, og følgelig kan vi bestille grillet gedeost.

Men en interessant historisk detalje har vi dog fået ud af besøget. Dag Hammarskjöld var lige så knyttet til sit jakkesæt som Kristiern den Anden var til sin hat, jf. i øvrigt anmeldelsen af Chr. II's Pub i Nyborg. Dag Hammarskjöld huskes altså stadig næsten halvtreds år efter sin død, men Dag H vil ingen huske om ganske få år.

Ingen musik.
Dankort


Emdrup Bodega

Lyngbyvej 145
39 29 71 29
9
9
Fadøl (Tuborg, Classic, Leffe brune) Underberg
01; 8
Alm.: 17; Underberg: 16; NB: Lave priser Lokalt ungt
Fjernsyn 28.05.11
Anmeldt første gang 06.11.98
Emdrup ligger måske så tilpas tæt på Søborg at det berettiger et fuldstændigt folkeligt stilskift her på ydre Østerbro. Der kører bold i fjerneren, og det vælter ind med ens skoleelever. Vi har simpelthen passeret den første provinsrevle. Frisure - kort og slikket i siderne - påklædning - cowboybukser og joggingjakker - er kulturel kode her, og baren ligner mest af alt Dellen i Juelsminde eller Rio Grande Saloon i Thisted. Glem alt om forskelle på jyder og københavnere; de virkelige kendetegn på mennesker bestemmes på bedste marxistiske vis af deres indkomst, og det er fascinerende at den mangfoldighed kan iagttages i København inden for ret få meter.

Og hvor ligger Kbhguide så i hele dette spil? Ja, vi vil jo helst åbent svæve lidt over vandene, men vi føler os altså ret godt tilpas i de ligefremme københavnske ølmiljøer, og sådan et sted er Emdrup Bodega. Ikke mindst lørdag aften med det hovedløse rockstøj og flimmerfjernsyn, og det virker.

Dankort.


Erlands Pub

J. E. Ohlsensgade 17
35 42 39 64
8
8
Fadøl (Carls Special, Hof)
ma-fr: 23; lø: 18; sø: lukket; 7
0,5 l: 28; Lokalt
Fjernsyn, spillemaskine, billard 06.03.02
Anmeldt første gang 30.12.99
Lukket

Erlands Pub er centrum for en hemmelig liga af beundrere fra hele den perifere del af Københavns Kommune. Vi er i hvert fald bekendt med at ølkonsumenter fra både Søborg og Islev kan snuppe en taxa for at finde hjem til den blomstrende, småborgerlige, skotskternede gulvtæppeidyl på Østerbro. Og sandt og sige er her også så trygt at et hvilket som helst forsikringsselskab med det vuns burde sponsorere den afslappede selvtilstrækkelighed. Men der er dog sket noget siden Kbhguides strenge dommere sidst lod deres uforsonlige blik kaste kritisk på Erland. Nu er grillbarsstanken nemlig blevet ekstra fæl, og man har da også ophængt den anstrengte kreditlyrik man ellers oftest ser på Fongs Grill Bar.

En hurtig gennemgang af indretningen er måske på sin plads da det næppe er alle Kbhguides læsere der kigger forbi på Erlands Pub. Det gode nordiske navn Erland er her synonymt med frikadelle, fiskefilet, nuttegardiner, bjælkehytte og hestesporvognsbilleder.

Popmusik.


Fairplay

Århusgade 14
35 38 79 00
9
8
Fadøl (Tuborg, pt. Sne)
02; 8
alm.: 20; ma-to 14-16: alm.: 10; Lokalt af den livlige slags
Spillemaskine 19.01.08
Guldfasanen har nu skiftet navn og indehaver og er blevet til det lidt mere spændende Fairplay. Men i det store hele er der på adressen her et værtshus som i det grundlæggende ikke har ændret sig i mange årtier.

Det er stadig et robust sted for det sene publikum med de lidt større armbevægelser end almindeligt i hattedameland, og som det sig hør og bør er der derfor også længe åbent.


Femmeren

Classensgade 5
35 26 19 58
10
7
Pænt whiskyudbud, hvis der altså er flasker i alle paprørene
01; 8
alm.: 20 Lokalt, ikke helt ungt stampublikum. Vist nok udelukkende jazzfans.
Fjernsyn 19.01.08
Anmeldt første gang 30.12.99
Læseren bedes forestille sig en gedigen trækasse af mørkt teaktræsfiner af den slags som fx bruges til at emballere meget dyr cognac. Alternativt kan man tænke på en god gammeldags dampradio fra 40erne med rør, bakelitknapper og et minuts opvarmningstid. Nu ved vi endelig hvordan der ser ud inde i sådan en. Og der ser ud præcis som man kunne forvente, måske bortset fra det skotskternede gulvtæppe. Her er i hvert fald finer i alle tænkelige nuancer af brunt, og de ting og sager som oprindeligt var tiltænkt en anden kulør, har nu assimileret sig til den brune skare.

Kort sagt et godt gammelt værtshus af den mest traditionelle slags hvor en halv snes lokale stamgæster i den modne alder ordner verdenssituationen. Man kan her betragte en mindeplade for Stiftelsen for Trængende Værtshusholdere samt disses Enker, stiftet 1856, samt en polsk teaterplakat der annoncerer for Laser og Pjalter.

Traditionel jazz på båndoptageren


Frihavnskroen

Strandboulevarden 93
35 26 43 30
7
6
00 7
alm.: 12 Lokalt
04.06.99
Hvis den rigtige, pengestærke investor kommer kørende forbi i sin Mercedes, kan man håbe på at han ikke får øje på Frihavnskroen, for potentialet for en hurtig pengeanbringelse er her virkelig. Lokalet er rummeligt med store vinduer mod gaden, så konverteringen til café ville egentlig kun kræve nogle spande gul maling, en espressomaskine og velvillig medvirken fra R98. Det er jo heldigvis ikke sket endnu, så de lokale fra den uprætentiøse ende af Nordre Frihavnsgade er ikke helt hjemløse. De kan stadig have fornøjelsen af godt, gammelt linoleum, gamle træstole, gamle træborde, gamle lamper, gamle potteplanter og gamle skilte, og sådan går det forhåbentlig også fremover.

Café Fyret

Nordre Frihavnsgade 100 A
35 38 67 72
8
7
Fadøl, toast.
ma-lø: 00; sø: 22; 7
Alm.: 16; Lokalt
Fjernsyn, jukebox. 17.12.05
Anmeldt første gang 13.09.97
Her på Fyret hvor smøgen sidder fast i hånden på den ældre Østerbroske dame der med en anden hvidhåret madamme diskuterer børn og børnebørn og boldspil i boksen og siger 'Jeg kan godt mærke at jeg ikke er tres år længere' før hun hilser på Svend Erik der kommer vraltende hen imod kongesangen i fjernsynet hvor hunboldpigerne spiller endnu en kamp som netop bevirker at nogen ringer med klokken og der dermed vips står en ekstra bajer på bordet som med sin fine gamle mørke lød står fint til resten af den hule der lige så vel kunne ligge på Nørre- eller Amagerbro hvis det ikke lige var for den fuldstændige mangel på et yngre klientel som den herværende xenofobe bartender alligevel næppe ville betjene høfligt da hun vist aldrig smiler venligt til fremmede der jo i øvrigt bortset fra anmeldere der gerne skriver entusiatisk om for eksempel de smukke ophængte artikler hvori det fastslås at 'Rengøring øger kvinders sexlyst' som beviser at den flinke 72-årige som nu snart har skovlen helt under Svend Erik må have et nydeligt hjem hvor der sikkert også spilles julemusik så smukt som her på Fyret hvor røgen ligger lige så tungt over det hele som også anakoluti og øvrigt sammenbrud gør ....

Café Gosia

Melchiors Plads 3
35 55 31 41
6
7
Fadøl (Grøn, Classic)
00;NB måske tidligere; 9
alm.: 24; 0,5 l alm.: 35; Yngre, ikke meget
Kagemontre, lysekrone. 30.12.99
Lukket

Efterhånden som civilisationen skrider frem, sofistikeres menneskers smag og vaner, og hvis vi skulle forsøge at fremskrive tendenserne ind i næste årtusind (hvilket datoen taget i betragtning skulle være en smal sag), er det tænkeligt at fremtidens kinesergriller og kebabjoints ville gestalte sig nogenlunde som denne lille café der i bund og grund tilbyder et fastfoodkoncept med lidt fernis. Indgangspartiet med baren og de store vinduer er i den almindelige cafétradition, og her kan man såmænd godt lige inhalere en øl eller en cappuccino eller en sandwich på vejen, men i baglokalet genkender vi cafeteriakulturens understimulerende miljø. Vi har oven i købet fået serveret en økonomiflaske Heinzketchup til vores øl.

Her spilles pt. Michael Jackson.
Dankort


Guldfasanen no 2

Århusgade 14
35 38 79 00
7
8
Fadøl (Tuborg, Classic) Underberg.
ma-to: 02; fr-lø: 05; sø: 00; 8
0,5 l fad: 20; Underberg: 25; Lokalt
Jukebox, spillemaskine 08.03.03
Lukket

Hvad får nu nogen til at kalde det gamle Åstedet for Guldfasanen no 2? Der er dog en - ikke god - forklaring. Det er nemlig ejeren af Frederiksbergs Guldfasan der har overtaget stedet her, og hvis han selv skal sige det, så har det været en stor succes. Og det er kun godt det samme at han selv skal sige det, for vi vil ikke. Her er kun lige et øje - okay så to - foruden anmeldernes.

Vejen til denne store succes er brolagt med lave priser, men hvorfor koster en Underberg så femogtyve fuldfede danske kroner. Den nye forretningsstrategi omfatter også blippende spillemaskiner der irriterer om kap med tåberadioen Voice. Hvorfor dette koncept skulle bryde med fortiden, går helt hen over hovedet på os, men vi ønsker da held og lykke.

Dankort


Hermod

Vordingborggade 2
35 42 13 24
8
7
02; 7
Alm.: 16; Lokalt
Spillemaskine, billard,, photo play, fjernsyn 08.03.03
Anmeldt første gang 05.04.97
Man kan næsten høre det på navnet. Et lokalværtshus med en flot opstilling af ølkasser henne bag billardet. Brian og de andre hænger lidt med kæben når de følelsesladet udtaler sig om den kvalitet af det stød de netop har præsteret, og som jo er langt under den standard man normalt ville forvente af en så talentfuld køekvilibrist.

Ved siden af lardet sidder to karseklippede tænkeboksspillere med mobilerne inden for rækkevidde og lytter til de sidste tyve års ørehængere som udgør det trygge lydtapet. Vi er med andre ord på et sted hvor Park og Bombay i en enhver forstand er langt væk, og man hviler velbehageligt i forvisningen derom.


Holstein Bodega

Holsteinsgade 1
35 26 53 21
8
8
Fadøl (Tuborg, Classic, Leffe). Underberg.
01 7
Alm.: 19; Underberg: 19; Lokalt
Jukebox, billard, spil, fjernsyn 17.12.05
Anmeldt første gang 13.09.99
Her på hjørnet har der sikkert ligget et gammelt muggent værtshus i århundreder, og noget af møblementet har sikkert været her siden da. Det er med andre ord solid lokal Østerbrohygge, men nu er vi gået ind i det enogtyvende århundrede og har fået et rigtigt ølkort. Fx tilbyder kortet 'en let strågul øl med kornblomst og maltede toner, let med en fin syrlighed'. Kender læseren den? Ja, det er sørme en Tuborg Super Light, så her er øl bestemt noget der skal tages alvorligt, og kom ikke og sig at ølentusiasmen ikke er kommet til socialgruppe fire. Entusiasmen har dog ikke indtil videre påvirket udbuddet synderligt, men udover Hof og Tuborg haves dog Stella Artois, Hancock og Leffe fra fad.

Holstein er dog stadig en fin gammel klassiker i Østerbrostil med nogenlunde nymalede møbler, og lamperne over bordene er ens. Publikum er også lige en generation yngre end man kunne forvente af et hjørnestamværtshus i et brokvarter, og måske er der derfor at man skal lede ekstra grundigt for at finde et sted hvor man kan undgå at se på fjernsynet og spillemaskinerne.

Dankort


Horse Pub

Ryesgade 76
35 35 91 56
8
7
Underberg

alm.: 14; Underberg: 20; Lokalt
Billard, dart, fjernsyn, spillemaskine, jukebox 01.05.05
Anmeldt første gang 01.05.99
En af de gode egenskaber ved Horse Pub er jo at den ligger i bekvem gåafstand fra Fælledparken, så vi har endnu en gang valgt den første maj til at besøge dette vigtige Østerbroværtshus. Efter en forkølet kampdag med Corona-drukne studenter og passende udstyret med Arbejderen Weekend og den seneste bulletin fra Venskabsforeningen Danmark-DDF Korea har vi forladt Fælleden og opsøgt et stykke måske mere autentisk arbejderkultur nede om hjørnet i Ryesgade. Skal man dømme efter disse lidet repræsentative besøg, er hver dag på Horse en fest- og kampdag. Kampen udspilles omkring billardet, og de øvrige gæster sørger for festen som formentlig er fortsat i lavt gear året rundt siden sidst. Horse er i hvert fald velbesøgt. Her er unge og gamle, tykke og tynde, fedtknopper og fallenter, dristige drukmåse og vindtørre webdesignere, og en stor brun hund der lunter rundt og nyder at det endelig er blevet sol, sommer og søndag. Og her kommer selveste Julemanden dalrende med nissehue og pelsfrynset frakke. Sådan en eftermiddag i selskab med gode mennesker som helt klart nyder at være her, skal man ikke rynke på næsen af.

Lad os afslutningsvis bakke op om 3F's førstemajhilsen og det seneste bud på DDF Koreas glorværdige fremtid: "Lad hele folket, partiet og hæren stå sammen for mere slagkraftigt at demonstrere songun-kraft". Alle klapper, musikken spiller, og hunden siger vov.


Hubertus

Jagtvej 199 / Hesseløgade
39 29 74 08
9
7
Fadøl (Tuborg); Underberg;
00 8
alm.: 16; Lokalt
Billard, fjernsyn, jukebox, dart 26.12.07
Nu har vi ret overraskende fundet et sportsværtshus der er til at holde ud. Det har sjovt nok ikke meget med heste eller jagt at gøre, men her gås vist ret meget op i billard og fodbold. I tilfælde af sammenfald vinder fodbolden; et skilt gør opmærksom på at billardspil er forbudt når FCK spiller, og i det hele taget skal besøgende fra Vestegnen nok holde deres boldsympatier for sig selv her.

I aften er her nu ganske fredeligt. Det er anden juledag med tre gæster i baren og to ved billardet, og det hele er ganske almindelig helligdagssnøvl til god popmusik. Som sagt er her nu hyggeligt nok, og kombinationen af solid bodegastemning og sportstema virker fint.

Rygning.


Café Hugo

Præstøgade 2A
35 42 72 10
8
9
Fadøl (Hof, Carls, Hvede, Carls Påske)
ma-lø: 02; sø: 21; 7
alm.: 17; 0,5 l alm.: 25; Yngre lokalt, pænt
Bordfodbold, dart, spillemaskine, fjernsyn 08.03.03
Anmeldt første gang 04.06.99
Efter en tid som sushibar og dermed uden professionel interesse for Københavnsguiden er Hugo nu tilbage i caféskikkelse. Fisk, wasabi og soya er afløst af cappuccino og den danske hvedeøl som et overvejende kvindeligt selskab ved nabobordet er i færd med at nippe til, mens de er optaget af en sproglig diskussion på afveje. Og den slags stilfærdig lørdagsintellektualitet er uprætentiøse Hugo sikkert ganske velegnet til.

Konceptmæssigt er vi meget langt fra hovedstrøgenes popsmarte kagemontrer; Hugo er snarere et forsøg på at skabe en moderne variant af det lokale, hyggelige stamsted, og det er egentlig lykkedes meget godt med plankegulve, smedejernsgitter for vinduerne, små mørke træborde, fyrfadslys og vekslende musik i passende styrke.

Dankort


Kildevæld

Østerbrogade 167
39 29 52 37
11
9
Fadøl (Tuborg, Classic, Sne, Guinness). Temmelig mange slags whisky, deriblandt nogle gode. Cigaretter.
ma-lø: 02; sø: 23; 8
Pænt, men hundekoldt.
alm.: 21; 0,5 l alm.: 32; 0,5 l lux: 35; Underberg: 23; Lokalt
Spillemaskine, fjernsyn 26.12.07
Anmeldt første gang 05.04.97
Siden 1727 har Kildevæld ligget her på vejen ud til landet, og et billede af den gamle kro hænger stadig i loftet her. Landevejskroen har nu til huse i et gammelt Østerbrohus, men her er stadig vældigt hyggeligt. Her er en varm atmosfære med lædermøbler, træ overalt og en passende lidt dæmpet belysning, men man kan sagtens se sig omkring stadigvæk. Fra loftet hænger et hel marskandiserbutik: Skibe, bagerkringle, vognhjul, barberskilt, skibsinstrumenter, og på gulvet står en maskintelegraf. Hertil kommer mange billeder på vægge og loft. Trods overdådigheden virker alt dette ikke anmassende.

Ofte velbesøgt af voksne mennesker der for det meste opfører sig ordentligt.

Dankort


Klara Kluk

Strandboulevarden 158
39 20 23 57
7
6
01; 7
Alm. 13; Lokalt
Billard 27.12.00
Hvor spartansk kan det blive? Ikke meget mere end her i hvert fald. Der er sparet på alt. På musikken, på hyggen, på sæben, på udsmykningen, på designet og på ædrueligheden. Men det skal dog medgives at man på indretningssiden har både en hullet skæppe i form som en julemand og en stor plakat med fodboldresultater fra Klara Kluks turnering.

Vi sad for nogle år siden på et værtshus i Auschwitz, og det ses tydeligt at Klara Kluk stadig har lidt at arbejde med hvis man skal gøre det ligeså trøstesløst, for her er da et billardbord, en larmende ventilator og nogle sentimentale billeder af amerikanerbiler. Og selv om ambitionen om at gøre stedet så blodfattigt som en vegetar på slankekur er udtalt, lykkes det slet ikke, for garagelooket forlener faktisk stedet med en skæv poesi som vi godt nok ikke forventer at alle vore læsere eller sågar de lokale østerbroborgere kan se.


Klør Bonde

Strandboulevarden 71 / Horsensgade
35 26 15 97
8
6
Fadøl.
00 7
alm. 13. lø 10. Lokalt.
Billard, fjernsyn, jukebox, spillemaskine, dartmaskine. 13.09.97
Et lokale med seks borde rundt om baren. Billard i separat rum.

Komplet

Øster Farimagsgade 24
35 55 25 60 www.cafe-komplet.dk
8
7
Fadøl (Hof, månedens øl fra Andrik, pt. sne)
00; 8
0,4 l Andrik: 35; Yngre
Postkortstativ 10.12.05
På hverdage kan man sagtens besøge Komplet og få serveret en øl ved et rigtigt bord med udsigt til Øster Farimagsgades fortove. Denne lørdag aften er bordene inddraget til spisning af stedets lidt avancerede menu der starter med 138 kroner for en hovedret, så vi fortrækker til baren hvor vi får serveret månedens øl fra mikrobryggeriet Andrik. Efter lidt snak om brygget viser den søde bartender os et glas med ingredienserne: Nederst pilsnermalt, derefter lag af mere eksotisk malt, humlepiller, enebær og stjerneanis. Andrikken smager ganske rigtigt af det hele, og derfor kan vi godt være tilfredse med besøget. Vi havde ellers følt os lidt stedmoderligt behandlet ved at være forvist til ventebaren i en spiserestaurant, men mens vi sidder her fyldes lokalet med øldrikkere, og vi er efterhånden i centrum af et sjovt, ungt miljø hvor bartendere/tjenere og publikum tilsyneladende alle kender hinanden. Vi kan godt forestille os at Komplet kan være sjovt uden for weekendens myldretid.

Dankort


Krut's Karport

Øster Farimagsgade 12
35 26 86 38 www.kruts.dk
9
10
Fadøl (Tuborg, Classic, Jacobsen Brown Ale, Carls Hvede, Kilkenny); gængse flaskeøl; enormt udbud af single malts, måske byens største.
ma-to: 00; fr-lø: 02; sø: 19; 8
Her kan man gense Gottliebs børnetegninger af far og mor.
0,5 l alm.: 40; 0,5 l Kilkenny: 46; Ale no 16: 30; Mest yngre, og så nogle der var yngre dengang Kruts åbnede.
Mønttelefon 19.01.08
Anmeldt første gang 30.12.99
Gad vide hvad der egentlig gør en café som Kruts populær? Godt nok er dette glasindfattede, absolut gule sted med formicaborde og plasticsofaer måske ikke så hysterisk in som for en 20-25 år siden, men Kruts er afgjort stadig en østerbrosk institution for den slags cafépublikum der ikke går så meget op i påklædning, makeup eller mobiltelefoner (eller er det i virkeligheden vores fordomme der er 20-25 år gamle?). Kruts har et imponerende whiskyudbud (115 påstår de selv), en del udenlandske øl og en specialaftappet absinth, men det mest eksotiske vi ser en gæst drikke, er en Ale no 16 (drukket af anmelderen). Der er heller ingen der læser IHT eller Le Monde, men det kunne vel interessere James Bond hvis han skulle komme forbi.

Formentlig er Kruts til tider mest et spisested. Rygning er tilladt i baglokalet efter 21.
Der er udendørs siddepladser, pt. under varmelamper.

Dankort


Café Landskrona

Thomas Laubs Gade 1 / Landskronagade
39 29 58 26
9
7
Underberg
01; 6
Alm: 15; Underberg: 18; Lokalt
Billard, jukebox 27.12.00
Man kan til tider blive glædeligt overrasket, som nu for eksempel denne regnvåde onsdag aften hvor vi vandrer rundt på det ydre Østerbro uden noget særligt håb om at finde et åbent udskænkningssted. Og sørme om vi så ikke lige finder Landskrona som har åbent til 1, billard og et pænt antal yngre fløse som betjener køerne og diskuterer fordele og ulemper ved Bråbø og FCK. Her er selvfølgelig ikke ligefrem fest som på en nytårsaften, men alle de fire borde som man har fået plads til rundt om billardet, er i hvert fald besat af aktive og glade gæster. I et område hvor Kildevæld ellers er et enligt lyspunkt, kan det anbefales i ny og næ at søge ned ad sidegaderne.

Livjægerkroen

Willemoesgade 54
35 26 52 48
8
6
Fadøl (Hof, Carls)
02; 8
alm.: 17; Underberg: 25; Lokalt.
Billard, spillemaskiner, fjernsyn, klaver, jukebox 19.01.08
Anmeldt første gang 04.06.99
Lad det være sagt med det samme at vi ikke befinder os i Livjægergade, og når der heller ikke hænger fragmenter af døde hjorte, elsdyr eller isbjørne på væggene, er navnet på dette ret traditionelle værtshus i bedste fald ret svagt begrundet.

Ved vort sidste besøg var stedet lidt af en tidsmaskine, for bedst som man mente at komme ind ad døren på en københavnsk brokvarterpub en lørdag aften i det hektiske 21. århundrede, var vi ikke desto mindre pludselig hensat til en tirsdag formiddag på det sted i landet hvor man først lige var ved at vænne sig til at Jens Otto ikke længere var statsminister.

Dette måske urimelige skudsmål har fået Livjægerkroen til at blomstre op, og denne lørdag aften hersker der en god og sund bodegastemning hvor fortrinsvis yngre mennesker sidder ved bordene, står om billardet eller hænger ved baren sådan som det nu skal være.

For de designinteresserede må vi også lige nævne at belysningen af bardisken leveres af smedejernsindfattede ølkrus, og det er helt ærligt at vi aldrig har set noget lignende.


McGrath's

Østerbrogade 112
35 26 62 56
9
9
Fadøl (Guinness, Caffrey's, Spitfire, Budejovicky, Tuborg, Classic, Porter, Classic Hvede).
ma-on: 02; to: 04; fr-lø: 05; sø: 00; 8
0,5 l Guinness: 40; Lokalt
Fjernsyn, spillemaskine. 08.03.03
Anmeldt første gang 13.09.97
Lukket

The South African Bar åbnet her.

Som vore trofaste læsere vil vide, har redaktionen naturligvis været i Irland, og vi mener derfor at kunne hævde at man på dette tilstræbt irske sted overhovedet ikke føler at man er på den vestlige halvkugle. Det pæne sted kalder mere på associationen Østerbro på trods af det store udvalg af whisky og øl. Faktisk er man her tilsyneladende ikke en gang klar over hvor Irland ligger, for man ser nogle vejskilte med teksten "Baile Atha Cliath, 3370 km.", og det er altså at overdrive afstanden til den irske hovedstad væsentligt. Navnet på den irske hovedstad betyder faktisk "den sorte pyt", og det er tvivlsomt om et friseret Østerbrosted overhovedet vil have sådan noget siddende på sig.
Vi vurderer derfor at ambitionen her ikke er at ligne Irland, men i stedet at ramme et publikum der er villig til at betale i overkanten for en fadøl og til at lade sig belemre med sports-tv i øjenkrogen.

Lav rockmusik.
Dankort


Mette Marie Vinstue

A. l Drewsens Vej 12
35 26 66 70
7
6
00 6
; se indersiden af WC-døren; lyrikken er endnu bedre her
alm.: 14; Modent lokalt
Fjernsyn, spillemaskine 06.03.02
Vi siger tak til den venlige læser som gjorde os opmærksom på Mette Marie. Man skulle tro det var løgn, men på en lille sidegade til den hippe Nordre Frihavnsgade ligger der faktisk et gammelt, klassisk, velgennemført værtshus som vi i vor lange anmelderkarriere slet og ret er gået glip af, og det er næsten noget i retning af en skandale når man tager Københavnsguidens smag og strategi i betragtning.

M&M har træborde, linoleumsgulv, pæne klassiske billeder og et noget sløret, ikke helt ungt publikum som ikke lader sig afficere af den forholdsvis moderne musik der leveres af DRs P3. Her er potentiale til lidt af hvert. Forstuen med baren og stambordet er rå og usødet og brokvarteragtig, mens baglokalet med en mere nuttet lampetstemning kunne være indrettet med tanke på navnkundige vinstuer som Hviids og 90eren. Mette og Marie har vi ikke set noget til, med mindre det lige er ejerinderne som sidder ved nabobordet og deler to elefanter, men bartenderen Flemming kan vi da heller ikke klage over. Han kan en sjov tryllekunst med en mønt og serverer gerne ved bordene.

Her sker ikke alverden, og en af stamgæsterne har derfor haft tid til at skrive et lille rim. Læseren må nøjes med første strofe og nyde resten på Mette Marie:

    Jeg kender et dejligt lille sted
    det ligger på A.L. Drewsensvej
    hvor man vederkvæde sig med øl
    der så hyggeligt, så rart.

Ikke Dankort


Café Noir

Nordre Frihavnsgade 52
35 38 61 22
7
6
Toast, chili.
01; sø: lukket 8
alm. 17. Yngre.
Pool (5 kr./spil), spillemaskine. 13.09.97
Lukket

Navneskift til Hugo og Hugoline

Lille cafè med fire borde og en stor bar. Lyse vægge med lidt kunst og lidt kitsch.

Dankort udstedes [sic] men kun på beløbet.


Café Nordlyset

Nordre Frihavnsgade 95
35 42 20 01
7
6
Fadøl (Tuborg Grøn og Classic)
00 7
-17: 12; 17-00: 14; to 20-23.30: Tuborg Fad AD LIBITUM: 50 Lokalt
Jukebox, spillemaskine, fjernsyn. 04.06.99
Lukket

Hedder nu Chevy's. Se under denne.

På denne sommeraften ser vi også lyset i nord, men i øvrigt er der ingen ting der peger på at publikum har et mere indgående kendskab til nordlys end folk har flest. For godt nok hænger et skibsrat på væggen, og godt nok er vi lige ved Københavns Frihavn, men faktisk minder lokalerne her om en ældre borgerdagligstue. Og under loftet ses platter magen til dem som Deres anmelders oldefars husværtinde havde hængende. Hun havde godt nok ingen mikrobølgeovn, men det bør man ikke bebrejde hende, for hun havde heller intet billard. Det har man her, og derfor spiser folk med stor fornøjelse opvarmede frikadeller. Vi vil særligt nævne at man om torsdagen får Tuborg ad libitum (vores yndlingsmærke) for en halvtredser.


Nyborg Bodega

Nyborggade 2
39 29 77 52
8
5
01 7
alm 14 Lokalt
Billard Spillemaskine Fjernsyn 05.04.97
Lukket


Nygårdskroen

Nygårdsvej 52
39 29 58 07
8
7
Underberg
sø-lø:2330 7
alm.: 16; Underberg: 20; Lokale ølvomme
Jukebox som ikke dur, spillemaskine, fjernsyn 26.12.07
Anmeldt første gang 06.11.98
Nygårdskroen virker faktisk mere som en kro end som et værtshus. Med de røde duge på de sirligt fordelte borde og med de næsten matematisk korrekt placerede billeder og med platter på nipshylden, er det som en dagligstue hvorfra man forventer kokken kunne komme rendende hvert øjeblik. Men men: ved nærmere eftersyn er vi alligevel på et værtshus som næsten er en karikatur af sig selv, med et træt stampublikum der måske har fast bopæl her hvor man hører al den gode musik vi også hører i Giro 413.

Hvis man er til tips og lotto, er Nygårdskroen muligvis stedet. Her vil man i hvert fald finde ligesindede.

Rygning tilladt.


Oasen

Willemoesgade 34
35 26 92 57
9
7
Fadøl (Heineken)
ma-fr: 22; lø-sø: 20;NB nogle gange senere; 7
alm.: 18; stor alm.: 27; Vestfyn: 12; Lokalt
Spillemaskine, fjernsyn. 19.01.08
Anmeldt første gang 04.06.99
Her er ingen palmer, men gæsterne har med garanti set mere end ét fata morgana ud på aftenen, højst tænkeligt en lyserød elefant eller andre spændende dyr fra det zoologiske overdrev. For den ædru besøgende er der imidlertid ikke meget at fornøje øjet med på dette standardøsterbroværtshus i rødt træ, grønt filt og gammel popmusik.

Denne lidt sløve aften har den slagfærdige barmutter skruet helt op for Benny Holsts vemodige og sentimentale halvfjerdsernostalgi, og det siger vel i grunden en del om Oasen og dens publikum.

Umiddelbart er det jo rart en gang imellem at få en udenlandsk fadøl, men når nu Oasen gerne vil være lidt speciel i den anledning, hvorfor i alverden vælger de så en almindelig nedbrygget Heineken?


Café Oluf

Olufsvej 2
35 26 45 25
7
Lidt larmende.
6
02; sø:00; 8
Porter 18. Lokalt, fremfusende.
Billard, fjernsyn, spillemaskine. 13.09.97
Lukket


Park Café

Østerbrogade 79
35 42 62 48; Fax 35 42 62 61 www.parkcafe.dk
10
8
sø-ma: 00; ti-on: 02; to-lø: 05; 8
0.4 l Fadøl: 38; Yngre gå-i-byen-publikum.
Krystallysekroner 30.12.99
Så blev Park altså årtusindets sidste udskænkningssted for Kbhguide. (Vi skammer os ikke over den billige indledning, for i disse dage bruger alle den utålelige vending. Man kan for eksempel være den sidste, der kører 217,2 km. på cykel, eller den sidste der spiser et stykke borgmesterstang fra Citybageren i dette årtusind. Hysteriet vil ingen ende tage). Men strengt taget er det nu en skam at vi ikke i grundforskningens navn slutter på et slammet forstadsværthus, for Park er alt for nydelig til at være et gennemsnitsværtshus for vor omfangsrige liste. Her kommer de unge i deres sorte tøj og lytter til rytmeboksmusikken mens de gnider sig op ad hinanden i forsøget på at være den første der fanger bartenderens opmærksomhed.

Park er et stort og storslået højloftet søjlelokale med megen elegance der vist for gæsterne mest opfattes som den påkrævede kitsch til understøttelse for en vellykket aften i byen. Men Park er ganske nydelig, og det er dele af klientellet også, så som udgangspunkt for en scoreaften i byen kan det så absolut anbefales for de mange under de 40.

Musikken er halvtam rock med jazzambitioner.
Dankort


Perikles

Kildevældsgade 69
39 29 98 59
8
9
Fadøl (Hof, Carls Special, Carls Ale) Underberg.
ma-lø: 01; sø: 22; 7
Alm.: 14; Lokalt
Fjernsyn, billard, spillemaskine, dart 26.12.07
Anmeldt første gang 06.11.98
Perikles var jo som bekendt en stor statsmand fra det Athen som i det 5. århundrede var blevet den græske verdens centrum, og hvor man byggede templer og "politiske bygninger" som blev forbilleder for eftertiden. Denne guttermand har man hædret ved at opstille en figur i halv størrelse (se billedet) af Storm P.s ditto. Men siden vort sidste besøg er han af uransagelige årsager blevet fjernet. Det er ellers ikke fordi man har skullet bruge pladsen til promoveringen af andre store statsmænd eller vagabonder i dette ellers aldeles upolitiske øltempel.

Ellers må vi konstatere at nyindretningsambitionen har været ganske nænsom; vi kan ikke rigtig se nogen forskel fra sidst, hverken i indretning eller klientel. De lokale står stadig og suger grønne Tuborg i adstadigt, men stabilt tempo. Skulle bølgerne gå højere, er her masser af plads i det store gulmalede baglokale hvor man også kan spille billard og alt muligt andet. I sæsonen serveres også på terrassen hvis eksistens vi i decembers nattemørke ikke har haft lyst eller lejlighed til at konstatere, men den skal nok være der.

Status quo, for nu at blive i det klassiske, er kort sagt opretholdt på Ydre Østerbro, og Perikles er stadig på godt og ondt et klassisk lokalværtshus, og bevarelsen af en truet art er jo altid beundringsværdig.


Polar Bodega

Lyngbyvej 93
39 29 55 26
9
7
Fadøl (Tuborg, Classic, pt. Sne)
01 8
En halv fadøl: 25; alm: 17; Vi måtte dog betale 27 da bartenderen ikke kunne regne. Lokalt
Jukebox, spillemaskine, fjernsyn 26.12.07
Anmeldt første gang 06.11.98
Det har i umindelige tider været sådan at det første folk nordfra mødte når de ankom til København, var en isbjørn, og det er jo vældig passende. Og den dag i dag ligger Polar Bodega stadig på Hans Knudsens Plads med sin provinsielle stil og peger ud mod landet.

Her sidder arbejderne stille og roligt og kyler pils og funderer ikke synderligt over bænkebetrækkenes guldkorn fra Horats' poetik som fx 'Dolendum est primum'. Der er et anstrøg af centerpub med vingeventilatorerne og filtgulvtæppet, ambitionen er vel at lave en huleagtig atmosfære i spansk bodegastil. Men med tomme vinreoler og stærkt belyst bar som man ser det på diskoteket på en havgående færge, minder det mest om provinsens lemfældige scoresteder. Ikke mindst nu hvor julebryggene har fået bartenderen og Annette, Anita og Lotte til at involvere sig i et regulært dameslagsmål.

Rygning tæt, og musik fra jukebox


Postkassen

Landskronagade 4
39 29 54 32
7
3
Cigaretter
22 10
alm 17 Intet. Besøgt lørdag 2130
05.04.97
Snarere en restaurant med dagens ret og lidt mere. Postuniformer i loftet. Ligner et almindeligt værtshus med kuvertopdækning ved bordene.

Republic - Blegdammens Stjerne

Blegdamsvej 70
35 24 90 17 www.caferepublic.dk
9
8
Fadøl (Grøn, Rød, Classic, Leffe)
00 6
0,5 l fad: 35; Lokalt og fyraftenspublikum.
Fjernsyn, Klaver 01.05.05
Anmeldt første gang 20.01.99
Den hensygnende Stjerne som i umindelige tider førte en efterhånden kummerlig tilværelse som gammelt, muggent værtshus på en lidt trist strækning af Blegdamsvej, har nu efterhånden længe været genopstået som en sjov café. Vi var her til pressemødet i sin tid da Tuborg lancerede Rød fra fad (det var jo ikke nogen stor succes), og det er måske årsagen til at vi ikke sletter den helt under Københavnsguiden. I hvert fald kan det diskuteres om det smukke gamle tidligere værtshus der nu fungerer som pænt spisested, overhovedet kan presses ind i kategorien af ølsteder som pubber, bodegaer, caféer og værtshuse, men man kan da stadig gå ind fra gaden og få sig en frokostøl fra hane og flaske. Men ejerens ambition er helt klart at Blegdammens Stjerne nu skal være til sandwicher og det italiensk-franske køkken mv.

Der er stadig en del karisma over stedet, men den kommer nu næsten kun det talstærke hverdagspersonale fra Riget til gavn. Men vi vil da gerne anbefale at bloddonorer og andre afkræftede sjæle tanker op igen på den anden side af Blegdamsvej.


Rigscaféen

Ryesgade 90
35 43 29 28
7
6
Underberg.
00 8
Alm.: 14; Carlsberg porter: 17; Lokalt
Jukebox, billard, spillemaskine, photo play, flippermaskine, fjernsyn. 13.03.99
Lukket

På Østerbro har man også almindelige slamværtshuse med standardmøblement og potteplanter selv om malingen er mere frisk i farven og ølpletterne og cigaretmærkerne i filtgulvtæppet færre. På Rigscaféen har man en dejlig lang bar, men slet ikke et tilsvarende antal barstole. Over baren hænger forstørrede fotografier af stamkunderne i kedsommelig positur, og det bidrager ikke til at forhøje den kunstneriske nydelse hos den fremmede gæst. Vi siger ikke meget om Rigscaféen: Solidt lokalt værtshus uden nogen overraskelser.

Musikken er veltjent pop fra flere årtier.


Rytme Hans

Østerbrogade 35
35 26 51 41
9
8
ma-on: 03; to: 04; fr-lø: 05; sø: 00; 7
alm.: 20; 0,4 l alm.: 32; Yngre citypublikum
19.01.08
Anmeldt første gang 04.06.99
Rytmehans er holdt i gul cafestil, men en dæmpet belysning giver et huleagtigt indtryk. Sent lørdag aften er der et voldsomt lydtapet af stemmer blandet op med rytmisk musik der med sikkerhed kører mange andre steder netop nu. Idoltegningerne på væggene strækker sig lige fra Beatles til Grace Jones. Det er svært at sige hvordan det manifesterer sig, men der er noget udpræget storbybrokvarteragtigt over en cafe hvor man forestiller sig at de besøgende mere er studerende end noget som helst andet. Men det ligger også fast at Gnags har navngivet et af Østerbros "nat"barer hvor man kommer når det meste har lukket, og Park er for krævende.

En læser fortæller os at de i weekenden serverer en fremragende brunch.

Dankort


Café Røde Lygte

Trianglen 7
35 26 81 45
8
7
Fadøl (Tuborg, Classic)
21; 7
alm.: 20; Lokalt
Jukebox, spillemaskine, yatzymaskine, klaver, fjernsyn 02.01.08
Anmeldt første gang 30.12.99
Røde Lygte hedder ikke sådan for sjov, for både vægge og loft er skarlagensrøde. Lige nu hvor der stadig er julepyntet, gør nissemandsfarven sig godt, men resten af året vil hulestemningen sikkert også tilfredsstille det medtagne publikum. Det er svært rigtig at sætte gæsterne i bås, men vi kan da meddele at en enkelt kvindelig 66-årig har sejlet med Mærsk på de syv have, og på væggen hænger et skibsrat med påskriften: Ole 60 år. Og i øvrigt ses så godt som samtlige besøgende også at sejle rundt. Undertegnede to anmeldere som også er søfolk, burde med andre ord føle sig hjemme her.

Rygning.


Cafe Samsø

Jagtvej 177
39 18 49 69
7
10
Fadøl (Tuborg, Sne, 47, Classic, Kilkenny)
01 5
0,5 l sne: 30; Lokalt
Jukebox, spillemaskine, fjernsyn 26.12.07
Anmeldt første gang 11.04.01
I de gode gamle dage serverede Samsø Wiibroe flagbajere til en tier, i hvert fald om eftermiddagen, og det var jo rigelig grund til at opsøge denne ret beset lidt afsides ende af Jagtvej. Det er jo nok snart tyve år siden, men her er sådan set ikke rigtig sket noget siden. Samme cafeteriaborde og samme halvfjerdserlamper og et publikum som vel også godt kunne have forspildt deres ungdom sammen med os i de glade eftermiddage dengang.

I baren kan man vinde en FCK-trøje, og så kunne man jo godt forestille sig at trummerummen en gang imellem brydes af et hvidklædt hooliganhelvede som fejrer tredie halvleg her. Vi har intet belæg for at det forholder sig sådan, men nu er gæster fra Vestegnen altså advaret. Ellers kan vi egentlig godt anbefale Samsø som er et gedigent, traditionelt værtshus hvor man sagtens kan være bekendt at drikke sig en øl. Men flagbajernes tid er forbi.

Flydermusik.


Café Strandlyst

Nygårdsvej 1
39 29 56 21
7
6
Underberg
00; 7
alm.: 13; Lokalt
Jukebox, slukket eldart 27.12.00
Anmeldt første gang 05.04.97
Nogle ting i denne verden forandrer sig heldigvis aldrig. De samme gæster, den samme lille bar med de samme bajere i køleskabet, det samme store spejl som på forunderlig vis ligner en slags akvarium, og (selvfølgelig) det samme forslidte indtryk af uforanderlighed. Vi har tidligere besøgt værtshuset med det umotiverede navn, men vi opdagede det først da vi havde bestilt vores øl, og så var der jo ikke andet for end at blive hængende.
Vi har dog ikke hængt her så længe som de stamgæster som sammen med værten sidder og fører en højlydt og livlig samtale ved et af bordene mens interessen for og nødvendigheden af at passe baren hører næste år til. Men skulle du have hørt at brunt er godt for øjnene, er Strandlyst en lise for sjælen.

Suhrs Vinstue

Østerbrogade 151
39 29 57 25
8
8
Fadøl (Tuborg, Classic, Carls Special, 47)
fr-lø: 02; sø-to: 00; 7
Alm.: 19; Lokalt
Jukebox, billard, fjernsyn, spillemaskine 30.12.07
Anmeldt første gang 27.12.00
Sådan ser et lokalværtshus ud på Østerbro. Her er pænt og nydeligt med nisse- og julemænd i vinduerne, og her er drønalmindeligt. Havde det været på Vesterbro, ville samme indretning have sendt et signal om en særlig stil hvor den mere barske værtshusgænger ville blive smidt ud.

Det appellerer til nysgerrigheden at der hænger et tyndt album med titlen: Kendte danske alkoholikere. Mon vi har gjort os fortjent til at komme med? Og jo, vi undersøger sagen. Ved opslag på side et ser man et fuldt (!) billede af anmelderen. Måske skyldes det at der er klistret et spejl ind. Suhrs Vinstue er nok standardeksemplet på det gamle bydelsværtshus der hænger ved uden at være blevet en ren anakronisme.

Rygning.
Dankort


The Laundromat Cafe

Århusgade 38 / Randersgade
35 35 60 20 www.thelaundromatcafe.com
8
8
Fadøl (Leffe, Hoegaarden, Jacobsen Brown Ale, Sne, Carls Special, Hof)
fr-lø: 02; sø-to: 00; 8
0,5 l Jacobsen: 55; 0,5 l Hof: 45; vask: 32; tørretumbler 5 min.: 5; Yngre Østerbropublikum
Vaskemaskiner 29.12.09
Anmeldt første gang 30.12.07
Århusgade er jo en kendt og elsket værtshusgade med mange tilbud for enhver smag, men The Laundromat må være det løjerligste af slagsen. Ved første øjekast ligner det bare et overdesignet popsted hvor en gruppe lokale studiner nipper Leffe mens en mere hengemt webdesignertype sidder og er kunstnerisk på sin Mac. Det hele oplyses af designerlamper i jordbrunt og institutionsgrønt, og de farver går igen i fliserne i køkken og badeværelse.

For at det hele nu ikke skal blive for sterilt, har man fundet på det spøjse påfund at lade baren dække af bøger. Kort sagt er hele baren fra disk til gulv en stor bogreol fyldt med paperbacks der gullaschbaronisk er sorteret efter farve og næppe efter indhold. Af samme grund er den selvfølgelig uegnet til at hænge i, men det skal man jo heller ikke på disse smarte steder hvor de enkelte borde udgør helt separate territorier med befolkninger der er om ikke fremmedfjendske så dog integrationsuvillige.

Det er mærkeligt at opsøge et offentligt sted for derefter at forskanse sig i privat isolation, og det er egentlig kendetegnende for caféstilen i almindelighed. Her på The Laundromat kan det imidlertid let forklares. Det lyder godt nok helt bizart, men stedet er ganske enkelt et møntvaskeri. I baglokalet bag den stilsikre modernitet er der ganske simpelt en stabel vaskemaskiner hvor der kan vaskes både hjemmehønsestrik og sorte rullekraver, og det bliver faktisk benyttet. På den måde går det renskurede og det surreelle over i en eller anden slags syntese der trods alt giver dette checkede sted en vis uskyldig charme.

Det bliver aldrig vores stamsted, men prøv da bare et besøg hvis der alligevel skal vaskes. Nå jo, man kan også spise her, og med døgnkiosk og Consul Solcenter på de tilstødende gadehjørner kan man jo faktisk leve hele sit liv mellem Århus- og Randersgade.

Dankort, Master mv.


The South African bar

Østerbrogade 112
35 26 62 56
7
9
Fadøl (Guinness, Caffrey's, Spitfire, Budejovicky, Tuborg, Classic, Porter, Classic Hvede).
ma-on: 02; to: 04; fr-lø: 05; sø: 00; 8
0,5 l Guinness: 45; Lokalt
Fjernsyn, spillemaskine. 12.06.11
Den gamle McGrath har skiftet navn til The South African Bar, og i øvrigt er der så ikke sket så meget. Larmende sportsfjernsyn flimrer overalt, og alle følger med i deres små båse.

Dankort


Theodor's Café og Restaurant

Østerbrogade 106
35 26 66 66
8
8
Fadøl (Hof, Carls, Hvede, pt. Carls Påske)
ma-on: 00; to-lø: 02; sø: 20; 10
flaskeøl: 30; 0,55 l alm.: 50; Cafépublikum i mange aldre
Fjernsyn 08.03.03
Anmeldt første gang 04.06.99
Mens tårerne triller og chocket bliver til vrede over at have betalt en halvtredser for en lettere oppustet stor fadbamse og 24 kroner for en halv kop cappuccino, må vi jo også konstatere at Theodor's faktisk er et meget flot og gennemdesignet sted som også anvendes af de lokale hattedamer og -herrer til at nyde en lille let anretning.

Den slags steder går der jo tretten af på dusinet, og Theodors salater og sandwiches er muligvis bare gennemsnitlige - vi har ikke smagt dem. Det visuelle indtryk er bare en tand lækrere end på dusinstederne, også i caféafdelingen hvor det lidt yngre og mindre sultne publikum sidder ved små borde af marmorimitat og måske kaster et blik på Eurosport som heldigvis er gjort tavs for at gøre plads til noget ubestemmelig musik.

Spørgsmålet er så om en fadøl i disse flotte omgivelser med udsigt over Sankt Jakobs Plads er pengene værd. At dømme efter weekendens åbningstider er mange parate til at betale prisen, og her er nok tale om et af bydelens hotte steder. Vi vælger at være en smule forbeholdne i vores anbefaling. Skal der være fornem stemninmg, kan man finde noget bedre, og skal der drikkes igennem, kan man også finde noget bedre.

Barnevogne, amning og bleskift frabedes udtrykkeligt, men ellers påstår stedet at være børnevenligt.

Dankort


Thyges Kro

Østerbrogade 122
35 26 52 02
8
6
ma-lø: 02; sø: 20; 7
Alm.: 16; Lokalt
Billard, fjernsyn 19.01.08
Anmeldt første gang 13.09.97
I en tid hvor alting forandrer sig, glæder man sig som gammel sur anmelder når ting til en forandring ses at være uforandrede over en længere årrække. Det gælder for eksempel Thyges Kro som har holdt stand som de lokale billardspilleres helt uanfægtede domæne i mange år.

Her er kort sagt som her altid har været, og vi glæder os som altid over at komme ned i denne skumle kælder hvor værtshusdrift med billard gennem et århundrede faktisk er dokumenteret med gamle fotografier på væggene. Her er ikke så megen pjat, baren på hjørnet, billard i den ene ende og almindelig sump i den anden, og her er åbent så sent som der nu er på de sene østerbroværtshuse. Når man oven i købet kan glæde sig over et uterligt billede af en gejl mand som beføler en kvinde på måsen, er alt godt.


Under Uret

Øster Farimagsgade 4
35 38 43 16
9
9
ma-fr: 01; lø-sø: 00 7
alm.: 18 Lokalt
Billard, spillemaskine 21.12.05
Anmeldt første gang 05.09.98
Her er vi på et klassisk sted under gadeplan, og det omtalte ur hænger stadig på facaden, så navnet giver mening. Man føler sig lidt hensat til forne tider da der er en slags frokoststuestemning over etablissementet. Langs de brune og grønne vægge står bordene, og i midten dominerer billardet. Den omtalte stemning udgøres bl.a. af et gymnastiksalsgulv i rødt og gråt, og kunsten på væggene er også lidt skoleagtig bortset fra de få sjove gamle fotografier. Af malerier ses et lidt falmet billede fra Dragør gamle by og en samling vigtige mænd med Stauning forrest. En samling platter og derudover baren for enden med en glasmontre samt den lidt hovne og i første omgang uforskammede betjening, gør indtrykket fuldkomment. Men det er dog lidt af et typebrud at man har fået hevet en lang række gode øl ind i etablissementet, og alene derfor kan et besøg i denne tidsmaskine anbefales.

Ikke dankort.


Vibenhus

Østerbrogade 103
39 29 54 01
6
6
00; 5
-14: alm.: 14 ; 14-: alm.: 18; Lokalt
Billard, fjernsyn, spillemaskine 26.12.07
Anmeldt første gang 30.12.99
Hvad er der mon egentlig galt her? Cykelbutikken ved siden ligner mere et værtshus. Sådan set skulle her jo være alle muligheder for et hyggeligt værtshus i lokalbodegastilen. Her er egetræsmøbler, landskabsbilleder, kravlenisser og billard. Her er en midaldrende barmutter som hygger om en trio af ligeledes modne barhængere som lidt overraskende diskuterer den genetiske forskel mellem mannesker og orangutanger. Hvis man lytter efter, er der sågar en smule musik der ikke rigtig kan trænge igennem. Hele herligheden ligger lige ud til Østerbrogade, få skridt fra det hyggelige Kildevæld.

Hvorfor pokker fungerer det så overhovedet ikke? Man har indtrykket af at kigge på en af de der fidustegninger af en trappe som ved første øjekast ser helt naturlig ud, men som ved nærmere eftersyn viser sig helt halsbrækkende umulig at bestige. Hvordan kan alle de rigtige ingredienser kombineres så uheldigt at resultatet bliver slet og ret røvsygt? Københavnsguiden elsker det klassiske værtshus, men her må vi give en gang ris.

Rygning


Café Victoria

Sølvgade 84
33 33 74 74
6
9
Fadøl (Hof, Classic, Classic Hvede, Stella, Hoegaarden)
8
0,5 l alm.: 35; Yngre, ikke meget
10.12.05
Lukket

Hvis man har lyst til at stirre på Sølvtorvet i regnvejr, gives der vist ikke et bedre udgangspunkt end det ret nyetablerede Victoria. Man kan også få et pænt udvalg af cafémad, men ellers er det svært at få øje på noget at bruge dette store, ret sterile sted til. Størstedelen af byens befolkning er enige med os; faktisk er der kun tre knægte der ikke har fattet pointen og er gået på Victoria for at diskutere fodbold. Stedet er flot og formentlig dyrt indrettet, men indtil videre har det ikke fundet en form der gør det anbefalelsesværdigt, med mindre man lige netop befinder sig på Sølvtorvet og er meget tørstig. Beklager, ikke mere herfra i aften.

Dankort


X-pressen

Århusgade 10
35 26 26 39
8
7
Fadøl (Tuborg Grøn og Classic)
ma-on: 22; to-fr: 01; lø: 22; sø: 20; 8
alm.: 18; Lokalt
Spillemaskine, dart, fjernsyn 08.03.03
Anmeldt første gang 05.04.97
Hvad har Botero, Monet og van Gogh tilfælles? Jo, de er alle repræsenteret i X-pressens baglokale hvor vi rigtig hygger os med potteplanter, stearinlys, fuglebur, Radio 2 og andre mærkelige ting. Af de vidt forskellige etablissementer i Århusgade er X-pressen nok det mest bedstemorhyggelige, og har derfor denne lørdag aften formået at tiltrække sådan cirka fem gæster som sidder i baren og småvrøvler. Men tag ikke fejl. På Østerbro er selv de helt almindelige barhængere en smule mere klare i hovedet end i de øvrige brokvarterer, og selv de mere beskedne lokalværtshuse har trods alt et anstrøg af pænhed.

Hvis man foretrækker en stille barsnak i stedet for Parks eller Theodors intensitet, går man om ad Århusgade, og i den situation kan X-pressen være et godt valg.


Café Øst

Nordre Frihavnsgade 106
35 42 66 46
7
5
00 7
alm.: 12 Lokalt og måske lettere forsumpet.
Billard, spillemaskine 04.06.99
Her i Østbanegade befinder vi os i en ikke særlig fashionabel del af Østerbro. Med udsigt til jernbanedæmningen forsøger man i noget der kunne være et forhenværende koks- og brændselsudsalg, at bevare stemningen fra Københavns tid som en verdenshavn.
I gamle dage kom her søfolk og havnearbejdere, og en af dem har skænket Øst en flot udskåren model af Colombus' flagskib som nu pryder indgangspartiet. Søens folk er i takt med afviklingen af havnen forsvundet til mere lukrative himmelstrøg, og stedet er overtaget af lokale hvis forhold til manuelt arbejde nok mest stammer fra udsmykningen af gulnede, meget flotte fotografier af forgangne tiders industrimiljøer.

Østerbro's Perle

Nordre Frihavnsgade 28
35 26 81 85
7
6
Underberg
00; 8
;
Alm.: 19; Underberg: 23; Lokalt
Fjernsyn, spillemaskine, eldart 30.12.07
Anmeldt første gang 13.09.97
Sidst vi var på Østerbros Perle. forklarede en ældre, bebrillet herre om livsanskuelser, en ven af Københavnsguiden vurderede forskellige værtshuses scorepotentiale, og Radio 2 spillede Elton John. Bartenderen fra Erlands Pub kom forbi, vi havde lige tabt til Norge i fodbold, og alle interesserede så dansk klubhåndbold. Her flere år efter er livsanskuelser stadig et godt emne, men vennen scorer ikke mere, det samme gælder både håndbold- og fodboldlandsholdet, og Erlands Pub er nedlagt.

Men verden er uforgængelig her på Perlen hvor en ganske almindelig søndag aften er noget fremskreden, og der kan formentlig ikke nå at ske flere overraskelser før vores venlige bartender beder de sidste hængerøve forlade lokalet og komme igen i morgen.

Vi oplever en slags ægte og uforfalsket stemning blandt formentlig oprigtige og ukunstlede medborgere, men ellers er her sandt at sige ikke meget at komme efter: Perlen er nærmest en lille forsamlingsstue som vel kunne ligge på en hvilken som helst højskole eller campingplads, men vi vurderer trods alt overlevelseschancerne som større end for de nyere op- og neddukkende caféer i Nordre Frihavnsgade.

Ikke Dankort


Åstedet

Århusgade 14
35 38 79 00
7
6
05 6
alm 14 Lokalt
Spillemaskine 05.04.97
Lukket