Malmø

Københavns lillesøster i øst er tabt for evigt, men det er alligevel forbavsende at skåningene i vore dage accepterer at den konge der i 1658 erobrede Skåne med ufattelig terror og grusomhed, i dag kan sidde højt til hest og hovere over dem.

Forsvenskningen af Skåne er heller ikke gået uden om Malmø hvis værtshusliv er noget begrænset byens størrelse taget i betragtning. Næsten alle steder er af den internationale pæne turistslags som fortovscafeer og pubtypen som her også er repræsenteret af de store kæder. På en del spisesteder kan man godt nøjes med en øl i baren, og nogle af disse restauranter har vi anmeldt her fordi vi finder at de også virker godt som pubber.

Specielt på en sommerdag er Malmø et spændende alternativ til København. Men københavnere der drager over sundet for at gå i byen fredag eller lørdag aften, skal være opmærksomme på at de fleste pubber lukker klokken 2 eller før, og derefter er de tilbageværende steder ganske rædselsfuldt overlæssede. Mange steder får man ganske simpelt ikke lov at komme ind på grund af brandfare eller andet, men er man heldig og får adgang, må man bogstavelig talt stå så tæt at man ikke kan vende sig om og løfte en arm for at modtage en øl fra baren.
Priserne er som i City i København eller lidt højere, men man bør ikke frygte dem som i gamle dage. På Lilla Torg ligger byens udskænkningstorv hvor man finder halvdelen af byens store værtshuse. Her smutter de lokale ikke ned til en enkelt, men man går mere målrettet i byen, selvfølgelig specielt i forbindelse med weekenderne. Det er almindeligt med sportslige adspredelser; således er der store haller med poolborde i nogle etablissementer, og på Times Bar og Restaurang kan man spille roulette. Vil man bare sidde stille og roligt, kan for eksempel Två Krögare anbefales varmt, og hvis man kommer til Skåne over Limhamn, bør man ikke snyde sig selv for et besøg på Cutty Sark.

Henter kort...

Eventuelle kommentarer og rettelser til værtshusene i området er velkomne.


Anders

Regementsgatan 2 / Södra Forstadsgatan, 21142 Malmö
7
9
Mad
01 7
0.4l Åbro 28 (SEK) Yngre pænt
08.11.96
Lukket

Jensens Bøfhus har åbnet her.


Baren, Centralens Restaurang

Centralstationen, 21120 Malmö
040-76680
8
8
sø-to: 03; fr-lø: 03; 9
0.4 l Spendrup fad: 39 SEK; Citypublikum og spisende gæster.
Casino 07.05.99
Lukket

Hedder nu O'Leary's

Her kunne Københavns Hovedbanegård lære noget, for dens cafeteria har ikke åbent til 3 om natten, og der er heller ikke black-jackborde og dress code. På trods af disse civiliserede anstalter kan et besøg på en banegård alligevel ikke måle sig med en ægte bar hvor kvinderne er mere udadvendte og mændene mindre stive. Svenskerne driver altid en meget proper restaurationstype, personligt bliver det aldrig, men det skulle da ikke undre at man om kort tid vil sidde her og vente på det næste tog over broen til København.

Visa.


Birreria di Piccolo Mondo

Lilla Torg, Malmø
9
7
Fadøl (Falcon, Hof)
sø-to: 23; fr-lø: 01; 8
0,4 l Falcon: SEK 38 Sjov blanding af midaldrende ølhængere og unge piger
Fjernsyn. Viser TV3. 17.11.01
Nu er klokken blevet hen ad midnat, og Lilla Torg byder faktisk på endnu et udskænkningssted der ikke er konciperet som lufthavnslounge, sushibar eller kedelig svensk restaurant. At verden er lille, illustreres fint af at det tilsyneladende er umuligt at se forskel på et italiensk ølleri og et almindeligt værtshus. Der skal ikke lyde bebrejdelser herfra, for i et land der mildest talt har problemer med at orientere sig selvstændigt mellem pseudoirske pubber og ovennævnte konceptbarer, er det da rart at se at der kan findes steder hvor glæden ved at drikke sig en øl kan dyrkes uafhængigt af overvejelser om at tage sig ud, iscenesætte sig og eventuelt score. Men som sagt er det netop almindeligheden vi med en vis tryghedsfølelse bemærker her, for stedet med det lange navn adskiller sig ikke særligt fra noget man kunne finde i en næsten vilkårlig frederiksbergsidegade. Her er småsnak i krogene, en dejlig stor bar at hænge i og ikke mere pjat. Tilmed er her lørdag aften både god plads og god ørenlyd, så det er ikke helt ringe. Der står en italiener og fører sig frem, måske indehaveren; og en indfødt ophavsmand er vel mere end de fleste etniske pubber kan prale af.

Visa.


Centiliter & Gram

Stortorget 17, 211 22 Malmö
040-12 18 12
7
9
Fadøl (Carlsberg Hof og Guld, Staropramen, Staropramen, Guinness, Tetley's)
03; 9
0,5 l Guinness: SEK 58; Halvsmarte cafégæster
16.01.04
I vore dage gælder det jo om at finde på noget nyt, og nogle gange er en gammel nyhed jo lige det der skal til. For eksempel var der for lang tid siden noget der hed syrekulturen. Det var nogle langhårede mennesker som klimprede lidt på en guitar og sang om deres guru som vist nok boede i noget der hed Vietnam. Man havde også et syret lysshow bestående af nogle farvede oliedråber som fedtede rundt i et apparat der blev betjent af en langhåret mand. Når man så på det, blev man helt rundtosset, og her hjalp syren nok også lidt til så man næsten fik udvidet sin bevidsthed. Vi er trods alt ikke gamle nok til at have oplevet det, men vi har set det i fjernsynet, og det har indehaveren af Centiliter Gram også.

Her på en af Malmøs mondæne adresser har man indrettet en rigtig syrehule med et rigtigt oliedråbelysshow og øvrig lyssætning i pink. Her er også tangokugle og juletræslys og syremusik, men de langhårede syrehoveder kan man åbenbart klare sig uden. Gæsterne virker heller ikke specielt omtågede ud over hvad man kan forvente sig af gennemsnitsskåninge, og ellers er der ikke meget at sige. Der findes et navn for den slags, og det kan næppe komme som en overraskelse. Den slags kaldes kitsch. Gennemført med humor og lune kan det være et storartet tema for et værtshus, hvad man for eksempel kan opleve på Tjili Pop på Nørrebro, men i en så bombastisk og selvhøjtidelig stil som her bliver det let noget tamt. Centiliter Gram er måske månedens nyhed i Malmø, men vi gætter på at nyhedens interesse ganske hurtigt klinger af.

Visa.


Cutty Sark

Linnégatan 25, 21612 Limhamn
040 15 80 75 www.cuttysark.se
10
7
Fadøl (Hof, Tuborg, Guinness, Kilkenny, Staropramen)
02; 7
Pænt, men der er kun et, hvilket var et stort problem. Derfor den lave karakter.
0,5 l Guinness: 58 SEK; Lokalt og yngre
Fjernsyn 16.09.11
Anmeldt første gang 04.01.97
Når man træder ind i Limhamns hyggeligste pub, kunne man godt tro sig tilbage til sejlskibenes æra, for udsmykningen lugter næsten af beg, og de hyggelige mørke omgivelser får trangen efter øl og hav til at stige.
Det store lokale har gule vægge med grønt loft og paneler, og det er beriget med et hav af maritime artefakter af ældre dato, herunder mange sejlskibsmodeller, en papegøje, en haj, en sværdfisk, en dykkerhjelm, og reproduktioner af gamle amerikadamperreklamer, og selvfølgelig en model af Cutty Sark. Her er kort sagt en tæt atmosfære, men det virker ikke rodet.
Cutty Sark er også et spisested, så hvis vi skal dryppe lidt malurt i bægeret, må man nævne at den til tider påtrængende lugt af varm olie og andre dufte fra køkkenet virker forstyrrende på indtrykket af engelsk sejlskibspub.

Cutty Sark er bestemt et absolut must for lystsejlere som kun har fem minutters spadseretur fra havnen. Men efter at Malmø har fået lystbådehavn, kommer der næppe særlig mange københavnere til denne forstad.

Visa.


Drumbar

Lilla Torg 9, 211 34 Malmö
040 - 79990
10
9
Fadøl (Belhaven, Spitfire, Konrad, Åbro, ESB, London Pride)
9
Pint London Pride oa.: 69; Citypublikum
Udeservering 19.05.12
Drumbar ligger i et ældgammelt hus på Lilla Torg og fører sig frem med sloganet "Scottish Tavern Heritage since 1520", men det må være i meget overført betydning, for som skotsk bar er stedet ikke mere end halvandet år gammelt, som vi får forklaret af en venlig bartender iført skotsk forklæde og skånsk dialekt. Forud for det er gået en periode som tjekkisk inspireret spisested, men eftersom alle de andre barer omkring torvet her også i stigende grad bliver til spisesteder, kunne der blive plads til en enkelt aktør med mere ølfokus, og herfra skal der ikke lyde et ondt ord om det.

Indretningen er som forventeligt med mørkt træ og messing, og øludbuddet er de sikre træffere fra de britiske øer, altså Fuller, Belhaven og den slags, suppleret med enkelte flasker fra skøre skotske Brewdog. Som alle steder på torvet haves selvfølgelig udeservering, og på denne første skotske sommerdag er det uovertruffent.


Estrad

Kalendegatan 13, 211 35 Malmö
040 - 12 97 20
8
8
lø-sø: 02; NB Tidligere 8
0.4l Pripps 29 (SEK) Ungt
04.01.97
Lukket


Fagan's

Per Weijersgatan 4, 21134 Malmö
040-97 09 90
9
9
Fadøl (Guinness, Guldtuborg, Hof, Kilkenny, Smithwick's, Hoegaarden, Staropramen) En del whisky
ma-ti: 00; on-to:01; fr-lø: 02; sø: lukket; 9
En pint (kaldes det, men vist kun en halv liter) Guinness: 49 SEK; Citypublikum
Fjernsyn 30.06.12
Anmeldt første gang 10.06.00
Det er lørdag, aften og midt i Malmø. Vi er her allesammen, for det er vist her man er. Nogle irlændere spiller amerikansk musik på en måde der skal overbevise folk om at den er irsk. Det er dog så som så med det irske her på stedet, for godt nok findes "prylar" spredt rundt omkring som det jo sig hør og bør, men tanken ledes mere i retning af ølkælder med et stænk af pizzarestaurant, og duften befordrer yderligere indtrykket. Men hvem har egentlig sagt at man ikke kan indtage sin Guinness til lugten af varm olivenolie blandt svenske fodboldflag i bayersk ølmaveatmosfære.

To bartendere formår at betjene et par hundrede mennesker i et stort lokale. Hvordan kan det lade sig gøre? Vores Guinness er velskænket, og musikken er levende både fredag og lørdag.

Visa


Gatan Bar

Mäster Johansgata 15, 21121 Malmö
040-12 70 72
8
8
Fadøl (Tuborg Grøn og Guld, Blå Pripps, Kilkenny)
ma-to: 01; fr-lø: 02; sø: lukket; 7
Pint Kilkenny; SEK 49; ma-fr 16.30-20: stor stark; SEK 28; pint Kilkenny: SEK 38; Ungt
Dart; flot gadebillede og gadeskilte 16.01.04
Lukket

Som det jo nok fremgår, ligger denne bar på en gade, og tilmed i Malmø, men ambitionerne er vist nærmere hen i retning af at være beach bar fra de varme lande. I betragtning af udendørstemperaturen går det sådan set meget godt, for her er masser af unge mennesker som drikker Coronaer og hører noget dundrende beachmusik, og nu er der en ung fløs der danser rundt som en anden jamaicaner. Der er ingen andre som føler trang til at danse med, for vi har jo trods alt at gøre med den helt almindelige malmøske pænhed som stikker sit pæne fjæs frem overalt. På vores bord står et større batteri af salt- og peberbøsser, og månedens øl denne januar 2004 er såmænd en Hof. Langt fra eksotisk chili og lumumba i det varme sand skulle vi mene. Er man 25 eller derunder, skal der nok være noget at komme efter. Vi andre nøjes med at se på og gisne om hvorvidt der stadig er rav i Gatan næste gang vi besøger Malmø.

Visa.
Aldersgrænse: M: 21; K: 20.


Gloria's Lounge

Stortorget 31, 21143 Malmö
040-230930
8
9
Fadøl (Kilkenny, Guinness, Staropramen, Hobgoblin, Grolsch, Hoegaarden)
sø-to: 23; fr-lø: 01; 8
0,5 l Guinness og andet fadøl: 49 SEK Almindeligt blandet citypublikum
En masse sportsfjernsyn 06.05.04
Det er maj måned, solen er lige gået ned i nordvest, og skandinaver skal selvfølgelig sidde og skutte sig udendørs fordi der står forår på kalenderen. Det gør vi så - under gasbrænderne - og for at understrege hyggen brager ishockeyhysteriet ud i atmosfæren akkompagneret af høre- og frostskader. Bortset fra denne årstidsvariation gider vi ikke kommentere Gloria-kæden igen. Kære læser, læs anmeldelsen fra Lund, vi har intet at tilføje.

Visa.


Gloria's Restaurant & Sportsbar

Södra Förstadsgatan 23B, 21143 Malmö
040-702020
9
9
02 9
0.4 l Pripps 25 (SEK) Yngre
Kæmpe fjernsynsskærm. 03.08.97
Lukket

Visa. Sportsrestaurant i store omgivelser.


Gränden

Malmborgsgatan 7, 21138 Malmö
040-12 22 21 www.malmborgen.nu
9
8
6 slags fadøl
01 10
0.4 liter Pripps: SEK 35 Restaurantgæster
27.06.98
Lille gårdhave i klassisk stil med alle de nødvendige ingredienser. Pæne gamle huse rundt omkring, brosten, haveborde og parasoller. Stor, men ikke velforsynet bar under en markise. Ellers mest et spisested, men en øl i baren er OK. Gasfyrede varmeapparater er et godt supplement til sommervarmen. Meget hyggeligt, men egentlig ikke bemærkelsesværdigt.

Visa.


Gustav Adolf

Gustav Adolfs Torg 43, Box 4196, 203 13 Malmö
040-611 22 72
8
7
Fadøl (Åbro, Hof)
sø-to: 23; fr-lø: 01; 8
0.4 l Åbro: 39 SEK; Spisende og blip-båt-spillere
Spillemaskiner 17.11.01
Som det ses under klientelkategorien er her ingen øldrikkere, og det kan ikke undre da cafeen her er en lidt anstrengende blanding af fransk tærtekonditori og dimsebelæsset spisested. I baggrunden har man blippende spillemaskiner hvilket forbavser, at man på et pseudoklassested har en filial af Brønshøj Borgerkro.
Ud over det franske er temaet det svenske kongehus. Man har naturligvis det officielle kongeparsportræt samt vor egen dronnings morbror - den tidligere konge - og en mand med hvid flæsekrave ved siden af rigsvåbnet, det er sikkert Gustav Wasa (ham med knækbrødet og undervandsbåden).
Alt i alt lige så lidt ophidsende som den Åbroøl man fører som standardfad. Den eneste anden øl er Hof fra fad, og selv om vi gerne vil være eksotiske, vil vi anbefale at man holder sig til den.

Diskoteksagtig musik.
Visa.


Gökboet

Lilla Torg, Malmø
8
7
Fadøl (Falcon)
02; 9
0,5 l Falcon: 45 SEK; Yngre bygængere
02.06.07
Anmeldt første gang 17.11.01
Gøgereden hedder stedet her, og det er opkaldt efter det kendte skuespil. Men det vil være en fejltagelse at tro at vi er på en institution for forvildede og enfoldige eksistenser, for de unge, stærkt selvbevidste kvinder og mænd går i byen i overensstemmelse med tidens krav. Og det omfatter både det beklædningsmæssige, omgangsriterne og den musikalske baggrund. Her samles man for at vide at man lever i den moderne verden af minimalistisk design og spredte og usammenhængende hensyn. Omplantet til københavnske forhold ville dette beskrives som en blanding af Vega, Frame og Stereo Bar. Og hvorfor skulle reklame- og pornografigenerationen ikke trives lige godt på begge sider af Sundet.

Musikken er hård amerikansk overbudspop-rock.
Visa.


Harrys

Södergatan 14, 211 34 Malmö
040 - 12 34 90 www.harrys.se
10
10
Mange fadøl.
ma-to: 00; fr-lø: 03; sø: lukket; 9
0,5 l udenlandsk fadøl: SEK 47; Ungt
Casino 08.09.01
Anmeldt første gang 07.05.99
"Byg et fornemt diskotek," sagde den svenske udgave af brødrene Strecker til arkitekten. "Engelsk ragelse og lysekroner på ophørsudsalg fra den heroiske socialistiske partipamperrestaurant i Bukarest. Husk at få plads til blackjackbordet, for de unge mennesker skal jo helst ikke have penge med hjem, vel?" Heldigvis for Malmøs lokale pub-tycoon havde han fået fat på selveste Albert Speer som havde overvintret på Caesar's Palace i Las Vegas, så Harrys blev en stor succes fra starten.

De svenske tonåringar elsker tilsyneladende denne bastante teutonske forvrængning af britiske og amerikanske symboler (den amerikanske ørn er her også - den hænger over baren med de kendte indianerpile i den ene klo og enten en hundelort eller et krydsermissil i den anden). Lokalet er stort som en (indendørs) fodboldbane, loftet bæres af søjler af noget som næsten, men ikke helt, slet ikke er marmor, og midt i det hele flyder som et billede på en gennemdekadent Titanic den velforsynede bar. Vi befinder os uden tvivl på et af de hotteste, inneste steder i byen, og hvis det ikke tillige var byens bedste scorested, kunne de vel ikke kræve en halvtredser i entré og 15 oveni for garderoben. Der sker nu nok kun i weekenden.

Visa.


Interpool

Stora Nygatan 19, 21137 Malmö
040 30 50 20
8
8
Fadøl.
ma-to: 13-01; fr-lø: 02; sø: 00 7
0,4 l fad: SEK 34. Yngre (aldersgrænse 20)
Spillemaskine, fjernsyn, 19 poolborde. 23.12.97
Kombineret (sports)bar, restaurant og poolsalon. Baren er en stor, slynget sag i gadeniveau. Bagved en mindre restaurantsektion i Tex-Mex-stil, også med hensyn til maden. På væggene forefindes bortset fra billeder af for længst afdøde indianere naturligvis de obligatoriske kvægkranier og læderrevolverbælter. I kælder og et halvt plan op findes en mængde poolborde og en del spilleautomater der sympatisk nok er placeret i et indelukke. Poolspil: SEK 38 pr. person pr. time.

Kockums Röda Kran

Lilla Torg
7
9
Fadøl (Åbro, Bryggmästarens, Lapin Kulta, John Smith's Extra Smooth)
01 8
0,35 l Bryggmästarens: 38; Næsten udelukkende afslappede gå-i-byen-kvinder.
16.01.04
Lukket

Romans Krog kunne jo ikke gå, for nu skulle her fandme være moderne, så det lille sted er nu blevet rippet for alt så man kunne få plads til en sort plasticbar hvor gæsterne kan hænge og lytte til anarkistisk bøllerock. For dog at have et vist holdepunkt og et anstrøg af identitet har man valgt at opkalde stedet efter en æra der nu er afgået ved døden. Og det varer næppe heller længe, håber vi, før det samme sker for baren Kockums Röda Kran. Et så intetsigende sted lever kun så længe man kan narre gæsterne til at tro at det er godt fordi det er nyt.

Men vi vil da lige nævne den ret sjove ide at man har samlet ølhanerne i en model af Kockums smukke, røde, gamle kran, og (øl)hane hedder jo som bekendt netop 'kran' på svensk.

Visa.


Mello Yello

Ll. Torg 1, 211 34 Malmö
040 - 30 45 25
9
10
Fadøl (Hof, Falcon Export, Guinness, Kilkenny, Staropramen)
02 8
0,5 l Guinness: SEK 55; Yngre
Fjernsyn, storskærm pt. med Data Deejay 19.09.03
Anmeldt første gang 08.11.96
Hvad er egentlig forskellen på Lille Torv i Malmø og Lille Torv i Lyngby Storcenter, kunne man måske finde på at spørge, og med en vis berettigelse. Forskellen er sådan set bare at torvet i Malmø endnu ikke er helt overdækket, men der arbejdes på sagen.

På denne lune septemberaften er størstedelen af torvet således blokeret af ølborde, parasoller og gasbrændere, så hvis det regnede, kunne man sikkert nå tørskoet fra den ene smarte café til den næste. Nu er det heldigvis dejligt vejr, så torvet er fyldt med gæster som næsten alle har valgt at sidde udenfor. Derfor har vi fået plads i Mello Yellos behageligt lange bar hvorfra vi kan overskue denne store forhenværende butik som nu er blevet til en af torvets ølinstitutioner. Ikke at stedet egentlig er særlig bemærkelsesværdigt, men det repræsenterer da i hvert fald et brud med den sædvanlige svensk-britiske stil. Det er en smule mere råt og solidt end standardstederne, og man er så stolt af den bedagede amerikanske musik at den averteres på storskærm.

Når snestormene sætter ind og udendørsserveringen indstilles, kan her blive ret trangt, og her er næsten ingen siddepladser. Til gengæld er her sikkert masser af smarte unge mennesker som har råd til at betale for stedets Guinness og andre gode sager. En stilfærdig anbefaling kan det blive til, og det slår til hver en tid Lyngby Storcenter.

Visa


Moosehead

Lilla Torg 1, 211 34 Malmö
040 - 12 04 23 www.moosehead.se
8
9
Fadøl (Urquell, Åbro, Kilkenny, Foster, Heiniken)
02 9
0,5 l Urquell 58 SEK; Citypublikum
Fjernsyn 19.12.03
Anmeldt første gang 08.11.96
Som det vil være de fleste skånefarere bekendt, er Lille Torg i Malmø et festligt og fornøjeligt bekendtskab på de lange lyse sommeraftener hvor de kontaktkrævende skandinaver mødes her i sommerlig maniskhed. Hvad der sikkert er færre bekendt, er at også i det koldeste vintermørke på den 19. december flyder torvet over i almindelig glæde. Det værste julehysteri er for længst gået i gang, og folk lejer skøjter og tænder lys som om de aldrig ville få en chance igen. Anmelderen som just er gået i land fra det iskolde hav, og som hellere ville brække en arm på langs end at krybe ned i et par skøjter, sætter sig i stedet udendørs på Mooseheads terrasse under gasbrænderen og får således langsomt tøet sin isse og nakke op mens Urquellen langsomt glider sydpå.

Man kunne dog også have valgt at gå indendørs, for på trods af tydelige cafeambitioner lader det sig slet ikke gøre at spolere den hyggelige murstenshule med en stor bar i midten. Men vi bliver siddende i vintermørket og kommer kun ind til baren for at betale 58 svenske kroner for en stor fadøl. Med en sådan pris er det da heller ikke for meget forlangt at man har en strålekanon til rådighed; og således fejrer redaktionen den tilstundende højtid og har ingen problemer med at holde øllen kold.

Musikken er nyere pop-rock.
Visa


Nya Tröls

Karlskronaplan 1, 21436 Malmö
7
8
Fadøl (Hof, Falcon Export, Staropramen, Kilkenny)
01 9
0,4 l Staropramen: SEK 39; Yngre
Fjernsyn, dart 18.09.04
Nya Tröls faldt vi over ved et tilfælde under en ellers ganske planlagt udforskning af Malmøs ikke helt centrale kvarterer. Det ligger lidt klemt inde i et hjørne, men Staropramen-skiltet hjalp os, som det også har hjulpet en lille snes andre gæster. Ganske godt klaret at finde så mange mennesker som kan lide at nippe til deres øl i så sterile omgivelser. Bortset fra at man ikke kan undgå at se på en Clint-film i flimmeren, er her sandt at sige ikke megen adspredelse.

Tröls er et formentlig ret nyindrettet, helt hvidt lokale hvor bardisken fremstår som et lille glughul af en kiosk. Kun tre gæster er nok til helt at blokere udsigten til varerne. Så er her nogle borde, stole og bænke og et stort, tomt gulv hvor der med garanti aldrig bliver danset. Og så er her et par pæne, gamle Carlsberg-reklamer. Og så er her dart. Og så er det slut.

Musikken er så easy listening at man næsten ikke lægger mærke til den, og det er vel meget beskrivende for hele stemningen: Sanserne skal ikke overbelastes, her skal være dæmpet og enkelt. Måske et godt nok koncept i grunden, men så skulle man tage at slukke for den åndssvage film. Til slut en anmodning til vore estimerede skånske læsere. Hvad en en tröls, og kan man virkelig opkalde et værtshus efter sådan en?

Visa. Ved køb under 100 SEK tillægges gebyr på en tier.


Paddy's

Kalendegatan 9, 21135 Malmö
9
9
Fadøl (Åbro, Caffrey's, Bishop's Finger, Hoegaarden, Boddington's, Double Diamond, Budvar,, Kilkenny, Guinness). Mange whiskeyer.
05 6
; toilettet er OK, men fem i kø er ikke!
0.4 l fad: ca. 40 SEK Yngre
30.09.00
Paddy er irsk pub med levende og larmende musik og et særdeles feststemt publikum. Lørdag aften er der ganske enkelt gang i den, og man kan udmærket belave sig på at det ikke er muligt at føre en samtale.

Her har man valgt at det særligt irske skal understreges ved hjælp af litteratur. Som udsmykning har man nemlig foruden en plasticnæsehornsfugl valgt billeder af store forfattere som Wilde og Joyce m.fl. Og så skylder vi selvfølgelig også at nævne det interessante billede af tre nøgne damer ved baren.

Visa


Persson's Kök & Bar

Storgatan 1, 211 41 Malmö
040 - 78433
6
6
Fadøl
00; 8
Skræppende ungt selskab
19.05.12
Vi har fundet frem til den mere ydmyge del af Malmø City hvor de rustikke købstadshuse viger pladsen for beton og halvtredsermursten, altså i stil lidt i retning af det københavnske Borgergadekvarter da bulldozerne først havde været på besøg. Og her har vi så fundet det nyindrettede Persson som vi har svært ved at placere stilmæssigt. Her er masser af lyst træ og gule mursten som vel egentlig leder tanken hen på nordiske eller russiske breddegrader, men helhedsindtrykket er mest bare provinskro. Der croones lystigt i højttalerne mens et kvindeligt selskab i hjørnet forlængst har overskredet grænsen mellem højtsnakkende og skræppende. Et andet selskab af smådøde lokalgæster er mere afslappet, mens personalet virker travlt beskæftiget med ingenting. Måske et brugbart sted til spisning eller lidt drik hvis man nu skulle være på de kanter.

Petri Pub

Adelgatan 2, 21122 Malmö
9
6
Fadøl (Pripps Blå, Tuborg Guld, Kilkenny)
sø-to: 02; fr-lø: 03; 8
0.4 l fad: SEK 40; Yngre ciypublikum
Fjernsyn, blackjackbord, diskolys med lille dansegulv. 30.09.00
Musikken spiller animerende op til lørdagsdisk, men det har endnu ikke rigtigt tiltrukket horderne af skånske forlystelsessyge ungdomare. Petri er business as usual for Skåne, dvs. britisk inspireret nydeligt brassosmurt renaissanceforvirring. Når man påtænker normal svensk andagt, kan navnet næppe forbavse, men det er svært at se begrundelsen for det selv om der er et par romantiske billeder af italienske motiver og et enkelt billede som vi endnu ikke har verificeret har en bibelsk handling. Og så var der ikke vagt ved døren, så hvis det er hvad vi har i vente hinsides, går det næppe så galt som vi frygtede.

Udmærket musik fra det bedste af de sidste par årtier.
Visa.


Pickwick Pub

Malmborgsgatan 7, 211 38 Malmö
040-23 32 66 www.malmborgen.nu
10
9
Fadøl (Murphy's Stout, Murphy's Red, Spitfire, Bishop's finger, Paulaner, Gotlands sleepy bulldog, Spendrups, Starobrno). Rigtig mange single malts.
ma-to: 01; fr-lø: 02; sø: 23 8
0,5 l Murphy's: SEK 44; 16-19: after work eller after church Yngre funktionærer
Dart 19.05.12
Anmeldt første gang 01.04.99
Da antikvitetsforretningen drejede nøglen om, var det en smal sag at omdanne boet til noget der i hvert fald i Malmø og omegn kunne passere for en rigtig engelsk klubagtig pub. Her er kort sagt tale om et raritetskabinet fyldt med de mest forskelligartede museumsstykker. Den slags har vi jo set masser af gange før, men Pickwick er nu sluppet bedre fra det end flertallet af engelske konceptbarer. Det ville føre for vidt at opregne alle de mærkelige ting, men vi nævner dog en pæn samling skibsmodeller, udstoppede dyr og engelske kongeportrætter. Den gamle guttermand Henrik d. 8 må selvfølgelig ikke mangle i nogen engelsk pub, men gad vide hvad han ville sige til modellen af en tysk jagermaskine fra 2. verdenskrig med jernkors og det hele?

Med en beliggenhed i centrum og "after work"-priser mellem 16 og 19 er Pickwick tilsyneladende et yndet afkoblingssted for det lokale kontorpersonale, men fredag aften opsøges Pickwick selvfølgelig af et egentligt citypublikum. Men tendensen her er nok lidt mere i retning af stille og rolig snak og lidt mindre fuld fart frem og håret tilbage. Og det kan man vel nok have brug for en gang imellem.

Udbudskarakteren belønner et meget flot udvalg af god whisky, men straffer til gengæld manglen på megen anden gængs spiritus. NB: Søndag hedder "after work" "after church" - ellers er det det samme.

Musikken kan være lidt pågående.
Visa


Pub Nobe

Kristianstadsgatan 36, 21435 Malmö
040-97 58 90
10
8
Fadøl (Staropramen, Hof, Pripps Blå)
00; 8
0,4 l Staropramen: 30 SEK; Lokalt
Spillemaskine 18.09.04
Tidligere i dag var vi på Wärdshuset, men det var ikke i nærheden af at ligne et sådant; nu er vi til gengæld kommet til den ydre del af indre by hvor vejen tilmed er opkaldt efter Christian IV, og pubben har efter sigende navnet Nobe selv om der bare står 'Pripps Blå' over det hele, og her finder vi til vores overraskelse en ægte borgerkro som man finder dem i Valby eller Brønshøj. Kom så ikke og sig at skåningene er faldet i den svenske forudsigelige pænhedsfælde man jo ellers nok ser et par eksempler på. Hér er alle barhængere, nogle hænger mere end andre, og den gabende herre på hjørnet er så stiv i reflekserne at han ikke ville kunne fange en gangbesværet ostetoast.

For at få et påskud til at servere øl, må man jo foregive også at servere mad, og stedet har et spisekort, men det er sikkert længe siden Kaj og Gurli sidst satte tænderne i en lövbiff eller laxplanka. Og hvor er det dog rart at kunne komme ind på et rigtigt værtshus i Skåne hvor der ikke lugter af olivenolie og oregano.

Visa.


Restaurang B&B

Landbygatan 1, 21134 Malmö
040-12 71 20
9
8
Fadøl (Norlands Guld, Spendrups Krona, Boddington, Hoegaarden)
02; 5
0,4 l Norrlands Guld: SEK 39; Meget ungt
16.01.04
Nå, det er her de mødes, alle de helt unge når de er færdige med at være coole og nu skal til at have det sjovt. Og det er bestemt ikke helt ueffent. God solid svensk pop akkompagnerer et særdeles påtrængende leben, og redaktionen gribes ganske af den tåbelige stemning. Der er noget umådeligt sødt over den purunge, enfoldige begejstring over endelig at være gammel nok til at komme ud i byen.

Vi vil da bestemt anbefale at man kigger forbi det gamle kødmarked, Saluhallen, hvor de gamle klassikere vælter ud af højttalerne med saft og kraft, og det gælder fx ikke mindst den svenske udgave af Labans Hvor Skal Vi Sove I Nat. Gad vide om de tilstedeværende ved hvor det gamle lort kommer fra? Hop endelig ind i slagtehallen, men er man over 20, så skal man nok ikke regne med at score, for man vil ganske givet være over oldingegrænsen.

Visa.


Restaurang Nyhavn

Möllevångstorget 8, 21424 Malmö
040-12 88 30
8
9
Fadøl (Spendrup, Norrlands Guld, Krona Mellanöl, Newcastle, Murphy's)
01 6
0,4 l alm: 42 SEK; 0,5 l Murphy's: 60 SEK; Malmøs pendant til de autonome på Skt. Hans Torv
Fjernsyn 05.09.08
Anmeldt første gang 06.05.04
Hvorfor hedder et værtshus i mange kabellængders afstand fra havet her på Malmøs Vesterbro dog Nyhavn? Som vore altid sprogbegavede læsere allerede har bemærket, er navnet sat i dansk retskrivning, og det er ikke et rent tilfælde. Vi er nemlig på et vaskeægte lookalike fansted for det rigtige Nyhavn i den endnu frie del af det danske rige. Her i Malmø har man til gengæld givet den fuld skrue med ophængt dansk kongerække, tivolireklamer, og et solidt Ekstra Bladstapet, og ud af de store vinduer ser vi på Israels Plads (her hedder den Möllevångstorget).

Anmelderne nyder den hjemlige atmosfære med en Norrlands Guld og lukketider klokken et på Store Bededags kvæld. Bortset fra denne ubehagelighed kan vi bestemt godt anbefale den københavnske turist at man trækker bort fra hovedstrøgene til brokvartererne og kigger lidt rundt. Hvem ved, måske er det her det sner?

Visa, men ikke i nat.


Restaurang Wester

Landbygatan 4
040-304595
10
8
Fadøl (Hof, Falcon Export, Staropramen)
sø-ma: 00; ti: 23; on-to: 00; fr-lø: 02; 8
0,5 l Staropramen: SEK 48; Pt. kun nogle ungdommeliger jyder.
Spillemaskine 18.09.04
Et sted med navnet Wester i Malmøs historiske kvarter må da være godt, gammelt og traditionelt i bedste svenske værtshustradition, hvad det så end ellers kan være.

Men sådan er det bare slet ikke. Wester er en slags bræddehytte som nærmest henleder tankerne på det vilde vesten. Her er en flot, lang bar hvor publikum kunne have siddet hvis der ellers havde været noget, og hvis der havde været rigtig mange mennesker, kunne resten have siddet på nogle temmelig ubekvemme barstole ved små borde med udsigt til Landbygatan.

I begyndelsen spillede de noget rædselsfuld musik som vi allerede har glemt, men nu er de gået over til svensk grand prixkavalkade, og det kan vi sagtens sætte pris på. Det andet kulturindslag er et stort billede af Al Pacino som Scarface. Han ser fæl ud, og det gør bartenderen også. Han ligner en ung Master Fatman og har den frækhed at invitere gæsterne til intimiteter. "Har du kramat din bartender i dag?", spørger et skilt bag baren. Gu har vi ej, Fister Løgsovs, men måske er der et kram at hente hos de tre midtjyske forretningsfolk som nu har sat sig ved baren. De har nu ikke truffet et helt dårligt valg, for faktisk er Wester ganske hyggeligt.

Visa


Retro

Ängelholmsg. 14, 214 22 Malmö
040-23 62 50
9
11
Fadøl (Hof, Falcon, Staropramen, Guinness, Kilkenny, Urquell, Yelkopopovicka kozel); pt. 139 single malts;
01; 8
0,5 l Hof: SEK 40: 0,5 l Guinness: SEK 45; hold øje med tilbud Yngre
06.05.04
Lukket

Gennem en københavnsk gratisavis havde vi lært at Malmøs hotteste område skulle være det os fuldstændig ukendte Möllevångstorget. Noget i retning af et skånsk Sankt Hans Torv med trendy caféer, falafelbuler og autonome lømler. Nu skal man jo ikke umiddelbart stole på en journalist som ikke engang kan få penge for sine skriblerier, så sagen måtte undersøges. En lang vandring ad en slags skånsk Frederikssundsvej uden trafik har nu ført os til en stor firkantet plads som bl.a. kan byde på en skulptur udført af Alfred Nobels hemmelige elsker (en vis Beckenbauer, men så hemmeligt kan det vel heller ikke være når enhver autonom falafelbager kan gå hen og læse det på et stort skilt).

Og her er ganske rigtigt noget Sankt Hans over det. På denne Store Bededagsaften som her i landet bare er en almindelig torsdag, er der faktisk en del gang i den uden for nogle store caféer med udendørsservering på det store torv. Klientellet virker også yngre og udpræget mindre svenskerpænt end gæsterne i centrums svensk-britiske standardomgivelser. Det samme gør sig gældende på Retro som er vort første Möllevångsværtshus. En flok ganske afslappede typer har valgt at nyde et pænt øludbud og et fornemt whiskyudbud i denne gamle butik lidt over gadeplan. Her er store vinduer, plankegulve, gule vægge og lysekrone.

Hvad retro er der så ved det, kunne man spørge, men retro er jo netop moderne, og hvis man venter længe nok, vil Retro måske blive retro. Puha, det er til at blive lidt forvirret af, og den indtrængende technojazzede verdensmuzak gør det sandt at sige ikke lettere. Men faktisk må konklusionen blive at Retro faktisk er meget hyggeligt og kan anbefales til whiskyentusiaster. Om turen til Möllevången i almindelighed er umagen værd, skal vi først til at finde ud af.

Visa, min. 100 SEK, og i aften duer det slet ikke.


Romans Krog

Lilla Torg 2, 211 34 Malmö
040-23 60 14
10
9
Fadøl: Spendrups, Krona (mellanöl), Norrlands Guld Export, Maclay Genuine Stout, mange udenlandske flaskeøl
00 7
0,5 l Maclay: SEK 50 Modne livsnydere
Fjernsyn 17.11.01
Lukket

Her troede vi at Lille Torv var et inferno af popsmarte konceptbarer for de unge som ved det fyldte tyvende år har den svenske lovgivnings velsignelse til at fulde sig. Som halvgammel anmelder kan man godt komme til at føle sig, ja netop som en halvgammel anmelder i den slags overfriske omgivelser, og her er det så vi gerne vil bringe Romans lille kro på bane. Faktisk har vi her fundet det tætteste Malmø kommer på vores yndlingsbar Kongens. Det er et lillebitte lokale i meget mørkebrunt, stor bar, små vakkelvorne borde og et modent, glad klientel som efterhånden også er blevet lidt vakkelvorne og synger en skånsk eller värmlandsk eller norsk vrøvlevise som vi heldigvis ikke forstår.
Bag baren troner Roman, en formentlig indvandret østeuropæer som på smukkeste vis forstår at skænke en Maclay Genuine Stout, en Guinnessagtig øl med måske en lille smule ekstra lakrids.

Her er ingen musik, for Roman skal følge med i en eller anden soap på flimmeren.
Visa, men en femmer i gebyr ved køb under 100.


Rådhuskällaren

Kompanigatan 5, 21135 Malmö
040 790 20
8
5
00 11
31.05.96
Fortovscafé ved restaurant.

Sir Toby's

Davidhallsgatan 21 / Holmsgatan, 211 45 Malmö
040 - 788 80
9
10
Fadøl (Hof, Falcon, Staropramen, Guinness, Kilkenny, Shepherd Neame Spitfire)
fr-lø: 02; sø-to: 01; 8
0,5 l Guinness: SEK 49; For det meste ret ungt
Dart, fjernsyn (heldigvis slukket) 16.01.04
Anmeldt første gang 03.10.98
Vi har tidligere omtalt Sir Toby's som en mindre, lidt rodet bar hvor vi tilmed har tilladt os nogle halvkvædede formodninger om gæsternes seksuelle orientering. Det lille hjørnelokale som i aften er lukket, har imidlertid vist sig kun at være et anneks til det egentlige Toby som til gengæld er ret enkelt at forstå og forklare. Faktisk så enkelt at læseren allerede burde have gættet fortsættelsen. Nærværende Sir Toby's er - selvfølgelig - en tung og bastant britisk pub indrettet i et så tungt og bastant lokale at man næsten kommer til at forestille sig Tycho Brahes skumle slot på Hven, måske også fordi den dystre lensherre tilsyneladende er portrætteret på stedets godt slidte gulvtæpper. Eller også skal det forestille Toby; det er der nok ingen af gæsterne der bekymrer sig om. Her fredag aften har vi, bortset fra enkelte spisende selskaber, at gøre med et ret ungt klientel som heldigvis godt kan slynge nogle store fadbamser ned uden at blive alt for tåbelige. Sir Toby's har ved dette besøg vist sig langt mere forudsigeligt og skånsk end vi egentlig havde troet, men konceptet holder nu altså alligevel. Hvis nutidens unge holder af steder som dette, kan vi med nogen sindsro imødese vores alderdom, i hvert fald hvis vi skulle finde på at flytte til Malmø.

Visa.


Slagthuset

Jörgen Kocksgatan 7A, 211 20 Malmö
040 - 711 11
9
8
fr-lø: 05; 9
0,5 l fad: 39; Ungt og yngre
Atomreaktor 07.05.99
Slagteriet er et velvalgt navn, for man bliver både slagtet økonomisk (ved indgangen) og spirituelt. I industriæraens sammenbrud skal man naturligvis have noget at bruge alle de prægtige bygninger til. Og her har man indrettet et tempel for 14-åringer og andre, komplet med bevidsthedsudvidende og -indskrænkende amfetaminparty. Det virker som om at alle i Malmø der ikke er noget ud over unge, kommer her. I kæmpe haller der ikke længere har en funktion, har man etableret en sand kakofoni af indtryk hvor det samlende princip er unge menneskers behov for indbyrdes omgang på en uforpligtende, men dog sanselig måde. Slagteriet er et eminent bud på det mest hotte sted i byen, og vi kan følgelig anbefale det til hver en rastløs sjæl på jagt efter dump eller sensuel spænding. Som forskud på den dag hvor man indretter et casino i Barsebäckværkets reaktorhaller, har man fundet det passende at udstille en af de udtjente brændselsstave som en skulptur over baren. Man kan se at den er radioaktiv endnu, for den gløder både rødt og blåt.

10 kr. for at betale med plastic. Visa.


Square Side

Sofielundsvägen 8, 21425 Malmö
040-966646
10
8
Fadøl (Hof, Falcon Export)
01; 8
0,5 l Falcon Export: SEK 45; Lokalt
Fjernsyn 05.09.08
Anmeldt første gang 18.09.04
Navnet er lidt snyd, i hvert fald hvis man skulle have fået det indtryk at man skulle befinde sig på randen af det Møllevångstorg der danner centrum i dette ganske charmerende og nogenlunde værtshustætte kvarter som udgør det festlige og folkelige nattelivsmidtpunkt i Malmø. Man skal faktisk ned ad gaden og rundt om hjørnet for at komme hertil, men det skal man bare tage og gøre, for ud over at de kan spille Next Door to Alice uden infantilt råbekor, har stedet ganske mange kvaliteter af en art man efterhånden er holdt op med at forvente i Malmøs almindelige pænhed.

Square Side har fortovsservering med gasbrændere, men det egentlige leben udfolder sig indenfor hvor vi finder en ganske hyggelig, ydmyg ølstue befolket af nogle måske lidt skæve eksistenser som godt kan lide at drikke sig en øl og formentlig vedbliver med at drikke øl indtil stedet lukker. Ingen af gæsterne her ville falde nævneværdigt igennem på Nørrebros dødsrute mellem Under Stellet og Louise.

Sangen om Alice er siden fulgt up af god rock, og her kunne se ud til at komme levende musik på et tidspunkt. Kort sagt et forfriskende skummelt værtshus lidt væk fra den slagne vej.

Visa


Square Side

Lilla Torg
040 30 05 27
8
9
00; fr: 02
0,5 l Hof, fad 35 (SEK); 0,5 l Guinness 42 (SEK) Moderne
31.05.96

Steakhouse Bar & Café

Lilla Torg 7, 211 34 Malmö
040 - 97 34 97
10
6
01 10
0.4 l Spendrup's 38 (SEK) Almindelige pæne mennesker (Herunder turister)
03.08.97
Restaurant i bindingsværkshus. Trægulve. Servering på terrasse.

Visa.


The Bishop's Arms

Norra Vallgatan 62, 21122 Malmö
040 - 70 230 www.bishopsarms.com
10
11
ma-to: 01; fr-lø: 02; sø: 23; 9
Meget lækkert, men der er kun eet.
0,5 l udenlandsk fadøl: SEK 49; Citypublikum, heriblandt spisende gæster.
Fjernsyn 07.05.99
I april steg salget af Heineken og Guldtuborg, mens Hof ikke kunne stå distancen. I samme periode var Glenmorangie den mest solgte af de 93 single malts der serveres her. Vi har ikke drevet industrispionage for at opnå disse interessante oplysninger, for de publiceres nemlig på store top-ti-skilte hvor den malmøske whisky- og fadølsentusiast kan kontrollere om hans smag er in eller yt. Eller hendes smag i øvrigt, for fredag efter fyraften er kvinderne slet ikke underrepræsenterede. Entusiaster må de i hvert fald være alle til hobe, for tilsyneladende kan der omsættes tilstrækkeligt af tyve forskellige slags fadøl, lige fra almindelige Pripps- og Carlsberg-produkter over gode gamle kendinge som Guinness, Heineken og Urquell til eksotiske britiske sorter som vi aldrig har set før.
Og nu hvor vi er ved det britiske, så kommer vi ikke uden om at Bishop's Arms jo er konciperet som en slags engelsk pub og som sådan udstyret med den sædvanlige gang gammelt skrammel. Her hænger såmænd oven i købet en forhenværende cykel oppe under det klassiske udskårne mahognifinerloft, og biskoppens prædikestol er anbragt som et helt originalt indslag på første sals repos hvor man også kan gå op og sidde.

Klokken er efterhånden halv ti, men festen er ikke rigtig begyndt. Gæsterne sidder bare stille og roligt og diskuterer dagens gang på kontoret, og ingen af dem ser ud til at ville drikke igennem senere på aftenen. Til deres lidt spage gå-hjem-druk har de valgt Malmös bästa pub anno 1996.

Visa.


The Dubliner

Stora Nygatan 59, 21137 Malmö
040-78585
10
5
En del fadøl.
NB Mellem 00 og 03? 6
Pint fadøl: SEK 42; pint Guinness 47. Happy hour ma-fr 16-19; sø 13-01. Yngre
Spillemaskine, dart, dartmaskine. Spillebord (pengespil som blackjack). 23.12.97
Del af en kæde af irske værtshuse som også er repræsenteret i København. Et stort lokale med en centralt placeret bar. Herom to sektioner; den ene med små runde borde og den anden med store borde og flotte sofaer. Derudover de sædvanlige mørke træpaneler, men ellers lidt mere end et samlebåndsprodukt. God gulvplads giver indtryk af at der til tider er dans og levende musik. Formentlig entre på nogle tidspunkter.

Ingen betalingskort på trods af skilt i vinduet.


The Green Lion Inn

Skeppsbron 9-11, 21120 Malmö
040-97 63 63 www.greenlion.se
10
11
Fadøl (Rigtig mange forskellige, herunder de store internationale kendte)
ma-to: 00;fr-lø:01; sø:lukket;
0,5 l fad: 68 SEK; Voksent citypublikum
Udeservering med tæpper og varmeovn 28.09.13
Man skulle ikke tro at Skåne havde brug for endnu en stereotyp pub i Bishops Arms-stilen som i forvejen er næsten enerådende i Sverige, men man kan åbenbart ikke forestille sig noget nyt koncept, og den moderne forbruger har åbenbart netop brug for lidt pseudobritisk hulehygge med mulighed for at få kalveentrecote med ovnstegte tomater, kartoffelmos og rødvinssovs.

Når man ser på øludbuddet er det ærlig talt også svært at have noget mod den grønne løve, og så ligger den også i behagelig tæt afstand af den nye havn der ligger i værftets gamle dok og er blevet et in-sted den kreative klasse og lystsejlerne. Der er altså ingen grund til at tro at løven ikke også vil brøle fremover, selv om det måske nok er lige lovlig tidligt de lukker ned for natten her.

Mastercard. Visa.


Times bar og restaurang

St. Nygatan 35, 203 12 Malmö, bargæstindgang fra Södergatan
040-693 46 07
10
10
Fadøl (Maclay Genuine Stout, Spendrup, Spendrups Krona, Jever, Heineken, Boddington)
02; 9
0,5 l Maclay Genuine Stout: 48 SEK; Blandet i flere aldre
Cigaretautomat, casino 17.11.01
Anmeldt første gang 15.03.96
Anmelderne er sig pinligt bevidste om at vi kan komme til at støde en del af vore yngre læsere bort når vi går til bekendelse og fortæller at vi tilsyneladende er ved at gå i frø og ikke længere gouterer de vilde raveparties med stoffer og tvangsmæssig fysisk fiksering. Skam over os.
Men vi trives bedre på weekendfolkelige skånske pænhedsbarer for folk i alle aldre. Og til dette brug er Times i Malmø et om ikke uovertruffent så i hvert fald et fremragende bud. Her er en livlig summen fra de mange gæster hvoraf de fleste har aflagt de hårde krav til sig selv om succes i lørdagslivet. Hele etablissementet hører egentlig under Scandics hotelkæde, men det er dårligt nok relevant at nævne da det bruges som det eneste egentlige voksne langtidsåbne værtshus i Malmø. OK, der er måske for lidt ecstacy og for meget cardigan over stedet, men vi vedgår gerne at et blandet klientel i afslappet omgang med hinanden er en lise for sjælen at opholde sig i; særlig når øllet i en lind strøm flyder fra hanerne under skånske himmelstrøg.

Visa.


Två Krögare

Storgatan 35, 211 41 Malmö
040-12 12 41
10
10
Fadøl (Tuborg, Hof, Bernard, Guinness, Kilkenny)
9
Pint Guinness: 65 SEK; Voksent
Dart 19.05.12
Anmeldt første gang 03.10.98
En ægte delmængde af redaktionen trodsede vinterkulden og stred sig over det sne- og modvindsomsuste januarhav, og således marv- og benkolde er vi nu gået ud i Fredagsmalmø. Vi har passeret et par stålkantiner og andet inferiørt værtshusudbud, men nu er vi endelig nået ind og hjem til Två Krögare hvor vi langsomt optager den hårdt tiltrængte kropslige og sjælelige varme. Den klassiske kro- og hulehygge ligger tungt over stedet, og den skånske forening Gammeldanskens Vänner har da også givet det den ypperste udmærkelse, Årets Pølse. For her koncentrerer man sig om det væsentlige, at drikke Guinness, Lobkowicz og Ysta Färsköl, at spille dart, og at nyde varmen blandt de afslappede gæster og den utrættelige lyd fra Visaterminalen.

De to kroejere som stedet er opkaldt efter, ses ikke særlig tydeligt nogen steder, stedets atmosfære fås som så ofte fra overlæsset tingeltangel, glober, tønder, fotografier og en enkelt skibstegning. Som det forhåbentligt fremgår, er vi i Skåne; værthusene skal jo partout ligne engelske karikaturer, men her er vi på et sted som har en smule mere held med sig, måske fordi der er blandet lidt dansk krohygge i. Vi anbefaler Två Krögare som det bedste sted vi kender i Malmø.

Visa.


Victors

Lilla Torg 1, 211 34 Malmö
040 - 12 76 71
9
10
Fadøl (Staropramen, Hof, Pripps Blå)
02 10
0,4 l Staropramen: 49 SEK; Fredagspublikum som så mange andre steder.
Gasbrændere en masse udendørs og ellers intet. 19.09.03
Anmeldt første gang 04.01.97
Man kunne godt have frygtet en beklemt stemning i dag med tanke på at alle det svenske riges flag kun kom halvt til vejrs på grund af Anna Lindhs begravelse. Men når det stadig er lunt i vejret, kan intet forhindre skandinaver i at tvinge det sidste ud af sommeren, så på Victors og de andre lilletorvs- beværtninger sidder folk tæt under gasbrænderne.

Vi sidder dog - helt utypisk - indendørs for at nyde stemningen i det højloftede lokale som anmelderen ikke har set magen til siden han boede på D-mark-hotel i Tjekkoslovakiet under den kolde krig. Dér og den gang kostede en Staropramen nu kun en tiendedel af den formue vi må erlægge her for et mindre glas.

Nu spørger læseren sikkert sig selv: Men hvad skal jeg så vælge, nu jeg alligevel står her på Lille Torv? Mello Yello, Gökboet, Birreria eller Victors? Og svaret er: det er såmænd lige meget. Det ligner altsammen noget lidt særpræget med lidt funky musik. Og det er OK.

Visa.


Walter & Co.

Stortorget
8
8
Mad
00 9
Intet pissoir
0,4 l fad 37 (SEK) Pænt, i 30erne
Fjernsyn 31.05.96
Lukket


Wärdshuset

John Ericssons väg / Bellevuevägen
6
8
Fadøl (Falcon export, Hof)
ma-to: 23; fr-lø: 00; sø: 22; 7
0,5 l Falcon: 43 SEK; Fortrinsvis spisende gæster
Spillemaskine 18.09.04
Hvis man når man ser på navnet, tror at vi er kommet på et sted der rigtigt passer på Københavnsguiden, så tror man fejl. Tværtimod sidder vi i den meget beskedne bardel af en forstadsfriturerestaurant, og her bliver vi ikke længe selv om personalet er kønt nok at se på.

Det er en fejl at vi overhovedet er her, men Malmø har i lighed med København det problem at buschaufførerne er dem der kender byen dårligst. Heldigvis har vi her på Wärdhuset lånt en telefonbog med en Köpenhamnsguide, og så kunne vi straks føle os mere på hjemmebane og finde frem til det rigtige rustikke Malmø. Vi vil i hvert fald gøre forsøget om et øjeblik, for her i Dammfri er der sandt for dyden ikke noget at skrive hjem om. Men for folk der bor her og ikke gider gå alt for langt efter en tunfiskekotelet med smørslyngede kartofler, er dette netop stedet.

Svag rutinepop i baggrunden.
Visa.


Zarathustra

Simrishamnsgatan 14 A
040 - 30 08 44
9
8
Fadøl (Spendrup, Norrlands Guld, Starobrno, Heineken)
ma-to: 00; fr-lø: 01; sø: lukket; 7
flaskeøl: SEK 37-59; 0,4 l fad: SEK 39,90; 0,5 l fad: SEK 49,90; Ikke meget
Gårdhave 05.09.08
Vi er igen i omegnen af Møllevångstorget på Malmøs Nørrebro hvor både butikker og værtshuse bliver lidt mere farverige end i det pæne centrum. Der er sket en del siden sidste besøg, og der er masser af anmelderi at gå i gang med. Nu har vi f.eks. fundet Zarathustra som ikke virker specielt persisk, men kan byde på en måske tjekkisk barmutter og garanteret tjekkisk øl til synet af klassiske Carlsbergreklamer. Her er nu ærlig talt en smule cafeteriaagtigt, og musikken er noget mærkeligt knasende støj, men gæsterne ønsker os trevlig kväll og leve Danmark, så måske har reklamerne virket.

Ved nærmere eftersyn viser Zarathustra sig at have en gårdhave som ser ganske hyggelig ud.


Årstiderna i Kockska Huset

Frans Suells gatan 3 / Stortorget, 21122 Malmö
040 - 23 009 10
10
8
Fadøl (Pripps Blå, Falcon Export, Hof). Herudover mest single malts.
ma-sø: 00; 10
0,4 l Falcon: 68 SEK; Fortrinsvis spisende gæster.
19.05.12
Anmeldt første gang 15.03.96
Dengang Malmø var næsten lige så stor som København, og meget større end Stockholm byggede Kristiern d. Andens borg- og møntmester, Jørgen Kock, dette pragtfulde hus i hvis kælder man nutildags finder en restaurant med lille tilhørende bar. I Skåne er det mere naturligt at gå på restaurant selv om man bare skal have en kop kaffe eller en øl da egentlige værtshuse er sjældne. Vi blev derfor placeret i en sofa da de andre gæster var spisende og havde krav på rigtig bordplads.

Når man nu er kommet over på den anden side af sundet, bør man selvfølgelig bestille en blå Pripps mellanöl, men den er ikke noget at skrive hjem om. Så kunne vi jo skrive om Cappuccinoen i stedet, men den burde også have haft en lidt mere heldig hånd. Nej, lad os i stedet berømme det smukke danske hus med de prægtige murstenshvælvinger. Her kan simpelthen ikke blive andet end hyggeligt selv om man nok kunne have foretrukket en lidt mere fantasifuld indretning end den normale og påfaldende propre restaurationselegance.

Udendørs servering om sommeren.

Visa og andre betalingskort.