Så er vi kommet til et ægte jysk cafeteria her midt på Vesterbrogade. Det eneste der mangler, er jyderne. En rigtig tyk hjemmestemning med ternet dug og ternet gulvtæppe blandet med den kendte provinsbodegahuleatmosfære. Det eneste indslag vi opfatter som stammende fra den østlige del af riget, er et sært malplaceret billede som vi mener udmaler for os den 1. juli 1677 hvor svenskerne fik de bank på Køge Bugt som de havde fortjent. Malplaceret fordi det ikke står sig iblandt fuppokaler og prisskilte med usirlig håndskrift. Men kunsten forefindes da også på den modsatte væg hvor vi ser en sær gang farvegrat bag den årstidsbetingede julestjerne.
|