Vort første besøg på Flisen kan desværre let vise sig også at blive det sidste. Stedet er efter bartenderens oplysninger truet af naboklager over støj samt et kommende sagsanlæg, og hvis der ikke findes en løsning, drejes nøglen om. Således forgår muligvis et af de mere hippe steder på det alleryderste Vesterbro næsten før Københavnsguiden får taget sig sammen til at anmelde det. Lidt overraskende for os skulle Flisen have ligget her i seks år, og så skulle man da tro de var blevet færdige med indretningen, men måske er det rå garagelook bibeholdt med vilje. Den slags har vi set andre steder i byen, men hvor fx Tjili Pop i Rantzausgade udnyttede stilen til at opnå et nuttet udtryk, forbliver Flisen bare rå. Måske også fordi klientellet næsten udelukkende består af muskuløse unge mænd som sikkert kun sporadisk gouterer den Brøckhouse-fadøl som stedet sælger under eget mærke. Eller måske er det i virkligheden et nichebøsseværtshus, men vi har liv og førlighed for kære til at spørge. Pt. hård rock fra anlæg, men også opstilling til levende musik. Rygning. Dankort
|