Ved sidste besøg var den flinke servitrice bekymret over de mange nye caféer som skyder op på Vesterbro. Hermed bekræfter hun jo sådan set at Café Erik ikke er at anse som en café. Den sproglige unøjagtighed desuagtet glæder vi os over endelig at have fundet endnu et godt, gammeldags arbejderværtshus fra før verden gik af lave, og bydelen blev oversvømmet af tilflyttende studerende og pengestærke reklametegnere eller hvad det nu kan være. Vesterbro er heldigvis stadig stedet hvor man kan gå halvtreds meter ned ad en sidegade og finde steder som overlever på at servere tolvkronersøl til en lille flok bargæster som uden de store armbevægelser har siddet her og hygget sig de sidste 20-30 år. En gang imellem har de sikkert rullet lidt med ballerne på verdens mindste billardbord som står midt i det hele lige foran baren som ikke er en bardisk, men nærmere en art skænk der bedre giver plads til at støde. Vi håber stærkt at ikke-Café Erik og de andre traditionelle steder overlever her i det nye årtusind, men det kræver altså at mange flere fra den unge generation træder ind ad døren og indstiller sig på en tilværelse her. Dansk popmusik. Ikke Dankort
|