Da Mucki Bar engang skulle peppes lidt op, fik man loft og vægge malet bordeaux, og så var den potte ude. Heldigvis bevarede man de idylliske landskabsmalerier som Morten Korch ikke kunne have malet bedre, og de store billeder af middelalderens kroliv fik også lov til at blive hængende, præcis som gæsterne som også bare blev hængende. Det mærkelige og morsomme er jo at Mucki kun på disse små marginaler kan skelnes fra alle de andre værtshuse i kvarteret, og samtidig har det formentlig et stort og trofast stampublikum som af en eller anden - måske tilfældig - grund har valgt netop dette sted til at henslæbe tilværelsen, og alle som en vil hævde Muckis uhåndgribelige fortræffeligheder. For den forbipasserende gæst er alle disse steder næsten umulige at skelne fra hinanden, og udfordringen bliver derfor at sætte sig uden for tid og rum, træde ind i et andet univers og forsøge at goutere forudsigelighed og konstans i en uendelig række tikronerspilsnere mens mørket falder på, og musikken spiller. Og Mucki Bar spiller faktisk god barmusik, selv om den bare kommer fra Radio 2.
|