At dømme efter navnet og facadeskiltningen ville Det Gamle gerne give indtryk af at have skænket øl på Nørrebro siden middelalderen. Indenfor finder vi et enkelt lokale med linoleumsgulv, små borde med dug og den reglementerede potteplante, hvorfra et overvejende stedkendt publikum kan betragte en stor samling skilte som dels må være organiseret fra det offentlige eller købt på loppemarkeder. Fordelen ved skilte er jo at de er flade og ikke fylder så meget, så de er jo oplagt materiale til ethvert værtshus, men disse her skilte fremkalder ikke noget smil, og hensætter ikke én i nogen stemning. Ellers er her småt med antikviteterne, men et vognhjul med de mest rørende små lampetter må dog nævnes.
|