Så er vi på Viking endnu en gang. Adskillige læsere har presset på for at få os til at opdatere Viking, og hvorfor nu egentlig det? Vi havde jo givet en fin anerkendelse sidst vi var her og berømmet Jane, barmutteren, men hende her i dag er noget mere afdæmpet. Viking ligner sig selv med de samme gode gamle kitschede hollywoodplakater, Marilyn Monroe som Jesus ved den sidste nadver omgivet af de tolv amerikanske disciple. Bajerne er billige, men det forhindrer alligevel ikke publikum ved baren og omkring billardet i at være noget mere afbalancerede end man ser det andre steder på gaden (læs Karusellen). Det er næppe et tilfælde at Cafe Viking ligger på Ægirsgade; Ægir var jo som bekendt vikingernes havgud, og enkelte gæster dingler roligt som havde de stået de sidste par dage på et klinkbygget langskib i høj sø, men det har de måske også?
|