"Velkommen!" udbryder to stamgæster mens vi kanter os ind ad døren og forbi Thors bar, og de udstråler faktisk ægte gensynslæde og påstår de sagtens kan huske os selv om vi med skam at melde ikke har været forbi i årevis. Lad nu det være hvad det være vil, men det er nu et godt udtryk for stemningen på Thor hvor musikken spiller og humøret er højt. En velkommen kontrast til de brokvarterværtshuse hvor indre og ydre forfald lægger en dæmper på atmosfæren. Det er ikke godt at vide hvordan det egentlig kan være, for Thor ligner sådan set alle de andre steder i kvarteret, og bortset fra nogle nysselige lampetter med plisseret skærm og en stedmoderblomst på bordet er her egentlig ikke så meget at skrive hjem om. På Thor virker det bare, og det må vi så alle være glade for. Dansk popmusik.
|