Er Bageriet egentlig Nørrebro eller Østerbro? Hvis man anskuer det værditeoretisk, er sagen klar. Vi er på Nørrebro, uanset hvad postvæsenet måtte mene. Der er ikke den ringeste påtagede fornemhed over stedet der bestyres rutineret og fremfusende af nogle unge piger der langer bajere over disken og kun kræver 14 kroner for dem; og så får man tilmed et glas med hvis man beder om det. Nu sker der noget mærkeligt. Nogen har bestilt noget sprøjt hvori der indgår juice og kokosmælk. Det er nok ikke ham den skallede fodboldentusiast med tatoveringerne, for han drikker jo guldbajere, men under alle omstændigheder fumles der nu bag baren med ingredienser man ellers aldrig ser på Haraldsgade. Nå, efter lang tids arbejde med syl og dåseåbner lykkes det at få lavet vammelvæsken, og halvfjerdseratmosfæren genetableres på et af Ydre Nørrebros klassiske værtshuse med Tina Charles i højttaleren. Dankort.
|