Lukket Der har verseret et rygte om at Guldborghus nu skulle til at være spisested eller selskabslokale eller noget tilsvarende sørgeligt. Det kan nu afkræftes. Denne ellers værtshusfattige del af det yderste Frederiksberg vil også i fremtiden kunne prale af noget i retning af et natværtshus, men ganske vist i en ny stil. For Guldborghus har afgjort forandret sig. Selv om Frederiksberg med sin placering mellem bredderne af Damhussøen og Sankt Jørgens Sø vel næppe nogen sinde har haft en prominent søfartstradition, har man i hvert fald her på stedet besluttet sig for at gøre et forsøg i den maritime genre. Her er nu apteret med mørke finerpaneler, lanterner, skibsrat og koøje. Her er sørme også et par skibsmodeller, og i det hele taget er her blevet meget pænt. Gæsterne er måske også blevet lidt pænere, men måske sidder de stadig og frygter at det lige pludselig vil vælte ind med salt- og peberbøsser, dækkeservietter og kogt torsk med sennepssovs. Stedet installerer faktisk nyt køkken og har ambitioner om at servere mad, men her bliver altså stadig mulighed for en omgang tænkeboks sent på aftenen i det stilige interiør. Musik fra lokalmusikradio. Dankort kun på beløbet.
|