Stereo Bar må vist stadig være noget af et in-sted, ellers ville der ikke være nogen mennesker der kunne have fundet frem da det ude fra gaden er fuldstændig umuligt at få øje på. Man træder ind på øverste etage der ligger et par trappetrin over gadeplan, i det mørke og tilrøgede lokale hvor de fleste hænger i den lange bar. Der er lidt forældet anstrøg af bordel over stedet med sine sorte vægge og runde vakkelvorne plasticborde. Belysningen er sparsom og fås fra cylindriske lamper med sjove kegler i. Netop den slags lamper man havde hængende i sit sommerhus i halvfjerdserne indtil man ikke kunne holde ud at se på dem længere. Men i denne her sammenhæng passer de fint ind. I kælderen er der diskoteksstemning i røde omgivelser. Det kan godt anbefales at gå herned, for fredag aften var den anstrengende musik på overetagen næsten ved at drive en til vanvid. Vi kan ikke rigtig beskrive genren, men en gæst forsøgte sig med følgende definition: Tablatrommeinspireret indisk House. Dankort
|