En vågen læser har gjort os opmærksom på at Alumen som erstattede Søhesten på Sølvgade, nu er genopstået som Søhesten, så stedet har i tidens løb gennemgået en udvikling fra brunt FCK-værtshus til hvidmalet ølentusiastisk café og nu til hvidmalet, smårygende, småfordrukkent værtshus. Status er altså at den nye Søhest fysisk ligner det gamle Alumen mere end den gamle Søhest, mens Alumens publikum af ølsmagsdommere måske allerede er fortrængt af mere traditionelle værtshusgæster der hiver i den nularmede tyveknægt. Om den slags personager lige trækker 9000 kroner op af lommen for at kunne gå hjem med et blåt og orange abstrakt maleri, og tilmed uden ramme, er nok tvivlsomt, og dermed kunne man måske håbe på, at stedet efterhånden slipper for den slags gejl og synker tilbage i det gammelkendte brunlige hængedynd vi kender fra gamle dage. Måske kunne det tilmed igen blive fast tilholdssted for FCK-tilhængerne. De nye ejere er i hvert fald erfarne værtshusholdere med gode kontakter i branchen, og ambitionerne om at genskabe et klassisk, respekteret vandhul er der i hvert fald. Rygning er jo som bekendt ulovligt i sådanne lokaler, så derfor står askebægrene ikke på bordene, men man skal selv hente dem hos bartenderen før man kan komme til at ryge. Og det gør gæsterne så også. Dankort
|